Årtiets største satsning fra Apple kom ud til den brede offentlighed denne måned.
Med et blev 'Spatial Computing' til. Det er Apples udtryk for såkaldt 'Mixed Reality,' hvor både virtual reality og augmented reality smelter sammen.
Det skete med lanceringen af Vision Pro-headsettet, som Computerworld prøvekørte denne uge.
Efter at have brugt nogen tid med enheden - og efter den første forbløffelse over den tekniske bedrift, der ligger i selve teknologien - kommer eftertanken.
1) Apple kan bare det med at lave imponerende elektronik
Apple er ikke klodens førende elektronik-producent for ingenting.
Det opleves, så snart headsettet tages på, og man træder ind i et univers, hvor det er lykkedes Apple at gengive omgivelserne på så overbevisende vis, at man kan fange sig i at glemme, at det er ikke omgivelserne man ser, men en projektion af det, som kameraer filmer.
Desuden er Apples flair for industriel design tydelig her.
Selv om Vision Pro reelt set er et af de tungere headsets derude, er det overraskende komfortabelt at have på, selv om man ret beset har, hvad der svarer til en iPads vægt hvilende på ansigtet.
Lige så overbevisende er det, at Apple er lykkedes med at skabe et interface, der gør det enkelte at navigere i det, der grundlæggende er helt anderledes end dem, som vi kender.
Her skal man ikke scrolle, klikke eller røre ved noget. Man peger med øjnene og aktiverer ved at slå to fingre sammen. Og det fungerer faktisk.
2) Apple kan ikke trylle
Uanset hvor dygtige Apple-ingeniørerne er, er opgaven med at tænke et nyt interface op fra grunden enorm.
Alle sensoriske inputs skal dog igennem en rækker sensorer og kameraer, bearbejdes og serveres på usynlig vis.
Og her er teknologien fremskreden, men altså ikke i hus endnu.
Synsfeltet kunne være større og stå skarpere. Jeg kunne betjene et kamera med headsettet på, men en mobiltelefon og dennes mindre skrift er noget sværere.
Samtidig håndterer Apple Vision Pro ikke bevægelser optimalt endnu.
Det bliver let sløret og unaturligt, når man drejer hovedet hurtigt eller bevæger sig. Jeg ville ikke turde køre i bil, cykel eller gøre andet aktivt med headsettet på.
3) Vision Pro er trættende
Apple Vision Pro kan holde strøm i omkring to timer, hvilket kan synes kort, men faktisk viser sig at passe meget godt med det, som man kan holde ud alligevel.
Min korte seance med headsettet varede omkring en time og allerede der, synes en vis virtuel træthed at melde sig.
Det sætter en begrænsning på, hvad der ellers kunne synes at være de mest interessante muligheder for headsettet, da underholdning virkeligt vinder ved at blive blæst op på et flere meter stort virtuelt lærred.
En action-film som Avatar 2 varer immervæk over tre timer, og jeg tvivler på at jeg vil kunne holde til tre stive timer med sensorisk overload.
Det samme gør sig gældende med Vision Pro som et virtuelt kontor, hvor jeg igen tvivler på mine udholdenhed med headsettet på.
4) Ingen killer-apps er klar – endnu
Den mest oplagte brug af headsettet – underholdning – kan altså kun bruges et kortere sprints. Men kan man forestille sig, at nye banebrydende apps, vil give liv til en hel klasse af tjenester og services, som vi ikke vil kunne leve foruden i fremtiden?
Da iPhonen udkom i 2007, lå det ikke i kortene, at vi skulle få glæde af superenkle betalingsplatforme som MobilePay, maden til dørene via Wolt eller jagte Pokemons ude i naturen.
Den slags killer-apps kommer måske, måske ikke.
Udviklerne har dog en god hardware-pakke at tage udgangspunkt i med Vision Pro.
Til forskel fra tidligere Apple-hits som iPhonen og iPaden, har Vision Pro dog ikke nogen soleklar fordel i de apps, der tilbydes.
Hvor selv den allerførste iPhone kunne tilbyde velfungerende kernefunktioner såsom musik-afspilning og web-browsing på farten, byder Vision Pro endnu ikke på signifikantw fordelw endnu i forhold til et klassisk sæt såsom en bærbar og smartphone.
5) Anti-social hardware
Flere af friktionspunkterne med Vision Pro vil utvivlsomt blive glattet ud med tiden.
Fra nu af bliver Apples kommende Vision-headsets sikkert kun billigere, bedre, mere komfortable, mens app-kataloget og dermed mulighederne vil mangedobles.
Men grundlæggende er Vision-headsettet fortsat et filter, som du placerer mellem dig selv og menneskene omkring dig.
Din omkreds vil ikke kunne se din øjne og store dele af dit ansigt og dennes mimik.
Og dermed brydes nogle af de mest grundlæggende normer og regler for de sociale væsener, som vi nu engang er. Det vil skabe afstand, misforståelse og måske endda mistillid mellem dig og din omverden.
Den sociale respons over for den slags har hidtil oftest været negativ: Bærere af Google ’Glass’ brillerne blev kaldt ’glassholes’ mens man før det stemplede for flittige brugere af bluetooth-headset som selvoptagne narrøve.
Vision headsettet er dog endnu mere distancerende, hvorfor man kan forvente at reaktionen bliver endnu stærkere, selvom Apple godt nok har forsøgt at imødekomme det med en virtuel kopi af dine øjne projiceret på en holografi-lignende skærm eller nogle 3D-avatarer i stedet for et webcam.
Begge dele synes dog indtil videre at skabe ligeså mange problemer, som de løser.
Derfor lægger Apples Vision mest op til at blive brugt hjemme og for sig - på bedste anti-social hvis.