Når Apple kaster sig ud i en ny produktkategori, plejer selskabet at gøre sig mere end umage med, at få tingene til at spille fra start.
Apple var eksempelvis ikke første med smartphones, tablets eller smart-ure eller trådløse headsets – men det var på mange måder bedst og toneangivende, da det debuterede med henholdsvis iPhonen, iPaden, Apple Watch og sine AirPods.
Derfor er det særligt værd at bemærke, når Apple i år springer ud med første generation af sin enhed til at gå både Virtual Reality (VR) og Augmented Reality (AR): Vision Pro.
Pænt usexet
Inden du kan gøre forhåbninger om at springe ud i de virtuelle verdener og stifte bekendtskab med det Apple kalder ’Spatial Computing’, skal du igennem nogle krumspring.
Du skal boarde et fly til USA, tage forbi en Apple-butik, få målt dit ansigts dimensioner for at få udvalgt den rette størrelse og flyve hjem igen – eller bede en kammerat i USA om at gøre det for dig. Og så skal du i øvrigt slippe mindst 3.499 amerikanske dollar for fornøjelsen.
Sagen er den, at Apple Vision Pro kommer med forskellige forsatser, for at sikre det optimale greb om ens ansigt.
Her var enheden hentet og venligst udlånt til Computerworlds udsendte af de danske VR-specialister fra Virsabi, og her i sin ’Medium’ størrelsen synes enheden at tilbyde et godt finish, til trods for at både jeg og Virsabis folks synes at have ganske forskellige hovedstørrelser.
At være et Apple produkt plejer at forpligte. Her plejer æble-logoet for at være en garanti for, at man har med en attråværdig og velskabt enhed at gøre.
Vision Pro kan dog ikke komme udenom, at der dybest set er tale om et VR-headset, og at det altså fysisk set er en stor og kluntet maske, som kommes ud over ens ansigt. Det fylder omkring det samme som en skimaske og vejer omkring 630 gram – det samme som en iPad. Dertil kommer en ledning og en batteri-pakke, som kan puttes i lommen og som får den samlede vægt til at ramme omkring et kilo.
Det vejer altså en del, men Apple fortjener her ros, for at gøre puden omkring øjnene og selve remmen bagpå så komfortable som muligt. Man glemmer næsten, at vægten er koncentreret over næseryggen på en.
Hvad man næppe glemmer, er hvor åndet man ser ud, med headsettet på. Det her er utvivlsomt Apples mindst sexede enhed til dato.
Forsvindende elegant interface
Så snart man tager det på første gang, går et tilpasningsprogram i gang med at minutiøst at tilpasse headsettet til ens ansigt og øjne, så udsynet til de 23 millioner micro-LED pixels optimeres.
Det tager nogle få minutter og man er inde i den nye virkelighed.
Når skærmen toner frem for øjnene af en, kommer den første forbavselse. Udsynet mod omverden, som vel at mærke er en gengivelse af, hvad headsettets kameraer omkring en optager, er overraskende naturtro.
Man snøres nærmest til at tro, at det er den virkelige verden, man ser på.
Illusionen brydes dog når man bevæger hovedet. Selvom skærmen kan opdatere med op til 100 Hz, lader det ikke til, at kameraerne helt kan følge med, hvorfor der opstår en del sløring og såkaldt ’tearing’, når man pludseligt kigger fra side til side eller op og ned.
Det næste man bemærker, denne gang ved sit fravær, er interfacet. I elektronik er interface typisk noget, der skal interageres med og nemt skal tilgås, har Apple fortrukket at få betjeningsværktøjer til at trænge i baggrunden.
Menuer, ikoner er typisk gemt væk og skal hidkaldes ved at enten at kigge op eller ved at trykke på en fysiske knap udenfor headsettet.
Ellers foregår betjeningen ved ’peg-og-klik’, hvor du peger med øjnene og klikker, ved at føre fingrene sammen.
Det kræver lidt tilvænning og vejledning, men er i en helt sin egen klasse inden for enkelhed, når man sammenligner med andre VR/AR-headsets og deres indviklede controllere med et væld af knapper.
Et lærred ud over det sædvanlige
Vision Pro byder på en utrolig flot skærm, som særligt kommer til livs, når man tager 3D indhold og biografindhold og ser det på det virtuelle lærred.
Det er ingen sag at få en biograflignende oplevelse i bærbart ved at tage eksempelvis Apple TV app’en frem (og håbe på at andre udbydere som Netflix og YouTube også vil levere indhold til platformen).
Helt særligt bliver det, når man tager VR og 3D-indhold og afspiller det. Det gav et særligt gys, at være med en linedanser flere hundrede meter over ’jorden’ over Norges fjelde, selvom 3D-effekten af og til virkede en anelse kunstig.
At genbesøge et historisk øjeblik, bliver her muligt i samspil med iPhone 15 Pro særlige ’Spatial video’ funktion – et Apple-udtryk der dækker over 3D-video.
Her blev Dronningens sidste karettur genbesøgt i - hvad der må siges at være en meget naturtro gengivelse – næsten, som at være der selv.
Noget andet, der for alvor vækkes til live, er de panoramafotos du måtte have liggende i dit iCloud-bibliotek, for i stedet for at se på dem på en lille mobilskærm, får du her nærmest mulighed for at træde ud i dem med Vision Pro.
Lydsiden er samtidig ganske overbevisende, dels fordi, der kan leveres overbevisende 360 graders lyd, men også fordi de indbyggede højttalere levere en fin lydkvalitet.
Med et kæmpelærred og lækker lyd havde jeg set frem til at spille spil på platformen, men her var udvalget af spil dog beskedent.
Et spil 3D Fruit Ninja blev det til, og hvad jeg troede skulle være et gensyn med en klassiker fra de tidlige smartphone-dag blev en flad fornemmelse – her drillede genkendelsen af mine hænder, hvilket gjorde det mere frustrerende end sjovt at spille. Spiludviklerne derude skal nok have noget tid til at finpudse interface og spil-mulighederne i headsettet.
At bestille noget
Med en pris på mindst 3.499 dollar kan man nære håb for, at Vision Pro er mere end bare legetøj til forlystelse og adspredelse.
Her er der både muligheder og plads til forbedring.
Først kan man glæde sig over at de fleste af ens produktive apps kan genfindes, mens man kan få dem serveret i virtuel enhver størrelse, der nu skulle passe en.
Her er skarpheden generelt god nok til, at tekst og billeder står skarpt, mens du kan bevæge dig tættere på et virtuelt vindue for at komme tættere på.
Hvad der ikke kommer udenom er, at selve synsfeltet på Vision Pro kunne være større, hvilket kan genere. Samtidig synes skarpheden at aftage i takt med at man kigger mod det yderste af synsfeltet.
Input-mulighederne bliver også en begrænsning her. Det virtuelle keyboard, der kan fremmanes her, kræver at du kigger med øjnene og klikker med fingrene, hvilket er en langsommelig proces. Det her lægger op til stemmestyring i stedet.
Jeg er altså ikke klar til at afløse min bærbar og kontorets 27 tommer 4K-skærm for det her setup endnu. Men det kunne da være et fint supplement at have på farten.
Men hvis man i stedet for at forsøge at emulere kontoret og i stedet springer ud i dedikerede VR- og AR-applikationer, er Vision Pro en oplagt platform til at få særligt AR-indhold til at funkle.
Tre skridt fra livet
En af de mest tankevækkende forhold ved Vision Pro er at det stiller sig i vejen mellem dig og omgivelserne.
Og hvor du som Vision Pro-bruger generelt føler, at du får det meste med af det omkring dig, er det et sælsomt og distanceret version af en, som mennesker omkring en vil møde.
Det er Apple vist udmærket bevidst om, hvorfor man har forsøgt at gengive ens øjne på en særlig hologram-lignende skærm udenpå. Det ser dog bare mystisk og distanceret ud, hvilket på sin vis bare forstærker det lettere dystopiske indtryk.
Jeg så meget, meget nødigt at skulle opleve folk omkring mig igennem det filter, som Vision Pro nu engang er.
En lignende udfordring for Apple har været at få et alternativ til web-kameraet stablet på benene, for man kan i sagens natur ikke blive set igennem et headset.
Her har løsningen været at generere såkaldte 3D-avatarer, ’personaer’, som desværre lander i det uheldige felt døbt ’uncanny valley’, hvor man fremstår som en digital voksdukke af sig selv.
Hvorfor, hvorfor ikke?
Apple har skabt det bedste ’mixed reality’ headset til dato – hvilket er lidt af en bedrift i sig selv, men samtidig er en hul sejr, for selskabet har ikke ved samme lejlighed skabt nogen stærk appel til, hvorfor det skal bruges.
Bevares, enheden er en teknologisk triumf. Flere steder er Apple endda gået længere, end hvad nødvendigt er, med for eksempel hologram-øjne udenpå og ’personaer’, som vil vække mere uheldig opsigt, end hvad godt er.
Omvendt, kan jeg se nogle spændende brugsscenarier i headsettet. Der hvor det brillerer er der, hvor man sidder stille enten for sig selv eller isoleret fra omgivelserne. Det kunne være på min næste lange flyvetur over Atlanten.
Hvorvidt det er 3.500 dollar værd, eller omkring de 30.000 kroner, det nok ville koste herhjemme, er svaret enkelt: Nej, slet ikke.
Det er der fortsat for mange svagheder til. Fra sløring under bevægelser til en begrænset mængde optimerede apps, flere af funktionerne er endda i beta-stadiet – noget som Apple sjældent lancerer til offentligheden.
Vision Pro er dog alligevel et teknologisk svendestykke fra klodens førende hardware-virksomhed, som tilbyder noget unikt. Det er grund nok for nogle.