Artikel top billede

(Foto: Screenshot / Rasmus Ferdinand Ginman)

Din MitID-app er netop blevet opdateret - her er de nye sikkerhedstiltag

I et forsøg på forebygge svindel fra udenlandske it-kriminelle, der hele tiden bliver mere overbevisende, tilføjer MitID nu en række nye sikkerhedstiltag til appen.

Cyberkriminalitet og online svindel er i fortsat vækst, og derfor indføres der med en ny opdatering en række ekstra sikkerhedstiltag i MitID-appen.

Det oplyser Digitaliseringsstyrelsen.

De nye tiltag er blevet udarbejdet i samarbejde med finansindustriens interesseorganisation Finans Danmark og indebærer blandt andet et ekstra sikkerhedstjek, når et MitID skal kopieres mellem to enheder.

"Svindlerne kan være meget overbevisende, og det er i nogle situationer lykkedes dem at narre brugere til at sende QR-koder via beskedtjenester eller downloade apps som Telegram og give svindlerne adgang til deres telefon," forklarer Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, i et opslag på LinkedIn.

Vil tjekke enhedernes afstand

Sikkerhedstjekket indebærer, at MitID nu automatisk tjekke, om de to enheder befinder sig i nærheden af hinanden. På den måde undgår man, at en svindler i et fjerntliggende land kan kopiere et MitID fra en dansk telefon.

Med opdateringen bliver det også umuligt for iPhone-brugere at tage skærmbilleder, lave skærmoptagelser eller dele skærmen fra MitID-appen. I stedet bliver skærmen sort, hvis man forsøger.

“Det forhindrer også, at svindel kan ske langt fra brugerne,” lyder det fra Digitaliseringsstyrelsen.