Artikel top billede

(Foto: Laurenz Heymann/Unsplash)

Apple gør klar til sin berømte udvikler-konference: Alt tyder på, at bliver et historisk event i år

Apple holder sine AI-kort tæt ind til kroppen - men om to måneder, tror vi på, vi får en banebrydende udvikling at se.

Kort før påskeferien inviterede Apple til sit årlige udvikler-event, Worldwide Developers Conference, hvor selskabet siden har for vane at løfte sløret for ny software og lidt ny hardware af og til.

Årgang 2024 af eventet tegner sig til at høre blandt de allermest historiske, siden den allerførste messe blev afholdt i 1983.

Årsagen er, måske ikke overraskende i en AI-tid, at det er her, at Apple for alvor vil integreres kunstig intelligens i sit omfattende økosystem – en udvikling, der vil krydres med lovende software-produkter i nye produktgrupper.

Kunstig Apple-intelligens

Apple skiller sig markant ud fra feltet af tech-giganter, ved ikke at udvise den samme AI-guldfeber, som ses hos virksomheder som Microsoft, Google, Meta, Amazon og Samsung.

Men Apple har konkrete AI-planer, hvilket administrerende direktør Tim Cook, indikerede sidste måned overfor mediet Reuters, ved i et interview at love, at en konkret plan vil blive offentliggjort senere på året. Her ser han potentiale for ’utrolige gennembrud indenfor generativ AI’ til iPhonen.

Samtidig påpeger han, at selskabets produkter allerede nu er meget kapable, når det gælder afvikling af AI-algoritmer lokalt.

”Hver Mac som er udstyret med Apple-processorer som gør dem til ekstraordinært kapable AI-maskiner. Vi tror på at det vil bane vejen for banebrydende muligheder for brugere, når det gælder produktivitet, problemløsning og mere,” lyder det.

Særlig snedig Siri

Den generative intelligens, som med tjenester som ChatGPT har vist sig at være særlig dygtig til at konversere i både skrift og tale, styrer også mod Apples noget oversete stemmestyrede assistent: Siri.

Med introduktionen af iOS samt iPadOS version 18 forventes hovedattraktionen at blive en ny langt mere kompetent version af Siri at blive til.

Ifølge læk fra mediet Macrumors, skulle assistent nu blive ’den ultimative virtuelle assistent’ i hvad der skulle blive en tilbundsgående omkalfatring af systemet.

Siri vil som ChatGPT eller Google Gemini bygges ovenpå en storskala sprogmodel (LLM) fra en endnu ukendt baggrund, om end både Google og en egenudviklet Apple-model rygtes at være bag en kommende snedigere Siri.

Ud over at være bedre til at forstå tale og mening, vil det nye Siri få den dybere integration med apps såsom Beskeder eller mere komplekse interaktioner med apps.

Den kunstige intelligens vil også finde vej til Apples kontorprogrammer såsom Keynote, hvor generativ intelligens vil kunne skabe kladder eller skabeloner på ingen tid.

En stribe system-opdateringer

WWDC er højtid for systemopdateringer fra Apple, hvorfor der igen kan forventes overhalinger til selskabets portefølje af styresystemer til alt fra Apple Watch, over Mac’en til den spritnye Vision Pro.

Ud over de nye AI-drevne funktioner arbejder Apple også på en stor overhaling af ’Carplay’-systemet til spejling af iPhonen over på bilens infotainment-anlæg.

Her forventes en lang større grad af brugertilpasning og integration med introduktionen af blandt andet widgets, eventuel adgang til bilfunktioner såsom air-con og bakkamera og integration af elbilers strømstyring.

Hvor iOS 18 og iPadOS vil blive præget af de nye AI-muligheder, rygtes lignende funktioner at finde vej til MacOS 15.

WatchOS 11 til Apples ure og TvOS 18 til Apple TV er der ikke lækket megen oplysninger om, men flere af forbedringerne fra iOS 18 bør også understøttes i den nye software-versioner.

Apples Vision OS vil få sin første opdatering, så den nu vil hedde version 2.0, hvor flere lande og regioner forventes at blive understøttet, heriblandt britisk, fransk og tysk.

Hardware-nyt?

Selvom det primære fokus ved WWDC er Apple software, kan messen danne rammen om hardware-lanceringer.

Her står Apples Mac Pro, Mac Studio som stærke kandidater til en overhaling, mens en spritny iMac Pro rygtes som værende på vej.

Hvad Apple ender med at løfte sløret for bliver offentliggjort 10. juni, hvor administrerende direktør Tim Cook vil åbne ballet med en keynote klokken 19.00 dansk tid.