Artikel top billede

Mord på it-profil truer San Franciscos status som tech-mekka: Byen er forvandlet til en zombie-by

San Francisco har i årevis været en international tech-hub, men et kvivdrab har kastet lys over byens udfordringer, hvor kriminalitet, hjemløshed og stofmisbrug præger gadebilledet.

Nogle af verdens største tech-selskaber er stiftet i San Francisco, og byen har historisk været kendt som et symbol på skaberånd og en enorm høj grad af innovation.

Men de seneste år har San Francisco været ramt af stigende kriminalitet, hjemløshed og stofmisbrug.

Det har udløst massiv kritik af byen fra virksomheder og prominente it-profiler, herunder Elon Musk, der siger, at byen er blevet en ”zombie-by” præget af stigende kriminalitet, hjemløshed og stofmisbrug.

Kritikken af San Francisco tog for alvor fat, da Silicon Valley-profilen Bob Lee blev knivdræbt i San Francisco i april 2023.

Bob Lee er blandt andet kendt som en af skaberne af Android-systemet, da han arbejdede hos Google, og han har været CTO for Twitter-stifteren Jack Dorseys fintechselskab Square.

Nu har en jury i San Francisco fundet Nima Momeni, en anden i San Franciscos tech-miljø, skyldig for drabet.

Nima Momeni, tidligere ejer af it-virksomheden Expand IT, risikerer nu en straf på 16 år til livstid.

Fra it-mekka til zombie-apokalypse

San Francisco har i årevis været en international tech-hub, men mordet på Bob Lee har kastet et forstørrelsesglas over byens udfordringer, hvor byens ledelse beskyldes for at have svigtet i forhold til at sikre orden og tryghed i San Francisco.

Hjemmearbejde, som blev udbredt under pandemien, har tømt mange kontorer, hvilket har efterladt byens centrum med tomme bygninger, færre forbrugere og et forværret bymiljø.

Det har skabt en ond cirkel, hvor butikker lukker, transportmuligheder reduceres, og de hjemløse får mere plads i gaderne.

Amazon-ejede Whole Foods lukkede sidste år sin butik i byens centrum med den begrundelse, at det er usikkert for de ansatte at arbejde der.

Ifølge lokale medier i San Francisco frygtes en såkaldt "Doom Loop", hvor tilbagegangen forstærker sig selv og skubber endnu flere ressourcestærke borgere og virksomheder væk fra byen.

Flere lokale medier og politikere har foreslået løsninger, herunder at omdanne tomme kontorbygninger til boliger og tiltrække universiteter til at placere studerende og undervisning i centrum.

Men der er ingen nem vej ud af de udfordringer, som pandemien og sociale problemer har intensiveret.

Selvom kriminaliteten ifølge lokale myndigheder stadig er relativt lav sammenlignet med tidligere år, er perceptionen blandt borgere og besøgende markant anderledes.

Områder som Tenderloin og SoMa beskrives ofte som dystopiske, især om natten, hvor stoffer og hjemløshed dominerer gadebilledet.