Torsdag afgjorde Den Europæiske Unions Domstol, at EU-Kommissionen ikke kan genindføre en bøde på knap 1,1 milliarder euro, svarende til omkring 8,2 milliarder kroner, som blev pålagt chipgiganten for påstået misbrug af markedsdominans.
Det betyder, at der nu er sat punktum i den 15 år lange retstvist.
Det skriver Wall Street Journal.
EU-Kommissionen hævdede, at Intel havde betalt producenter for at forsinke eller helt undlade at lancere produkter, der indeholdt chips fra konkurrenter, samt givet rabatter til producenter, som udelukkende købte x86 CPU'er fra Intel.
Sagen trak ud i mere end 15 år med en lang række juridiske opgør undervejs.
I 2022 afgjorde Den Europæiske Unions Ret, EU’s næsthøjeste domstol, at EU-Kommissionens analyse var ufuldstændig og ikke kunne påvise, at rabatterne faktisk hæmmede konkurrencen.
Som følge heraf blev bøden ophævet, men Kommissionen reagerede ved at pålægge en mindre bøde på 376,36 millioner euro, der vedrører påståede betalinger, som Intel angiveligt skulle have ydet til HP, Acer og Lenovo i perioden fra november 2002 til december 2006 for at forsinke lanceringen af produkter, der indeholdt konkurrenters x86 CPU’er.
Dette er også en bøde, som Intel nu bestrider.
Torsdagens afgørelse fra Den Europæiske Unions Domstol betyder, at EU-Kommissionens appel er blevet afvist, og dommen er endelig.
"Vi er tilfredse med dagens dom fra Den Europæiske Unions Domstol og er glade for at kunne lægge denne del af sagen bag os," siger en talsmand fra Intel ifølge mediet.
EU-Kommissionen har endnu ikke kommenteret på afgørelsen.
Et af flere nederlag for EU’s konkurrencemyndigheder
Afgørelsen markerer endnu et nederlag for EU's konkurrencemyndigheder, som på det seneste har lidt flere juridiske tilbageslag.
For bare en måned siden ophævede EU’s næsthøjeste domstol en bøde på 1,49 milliarder euro, som var blevet pålagt Alphabet’s Google for restriktioner i forhold til konkurrenters annoncer på dets platform.
Desuden blev EU-Kommissionens tilsynsmyndigheder kritiseret i en anden sag om Illuminas overtagelse af Grail, hvor domstolen fandt, at de anvendte juridiske redskaber forkert.