Artikel top billede

Sådan køber du grøn it-drift uden at smadre hverken konkurrencen eller budgettet

Klumme: Som hele Danmarks indkøbscentral har SKI efterlyst, at markedet bliver enigt om fælles grønne standarder, så det bliver lettere at stille grønne krav i offentlige it-udbud.

Denne klumme er et debatindlæg og er alene udtryk for forfatterens synspunkter.

Er der mon noget mere tørt end endnu en rapport fra en offentlig styrelse?

Næppe.

Men før du gaber og scroller videre, så lad mig introducere dig til en rapport, der faktisk bringer gode nyheder for it-indkøbere og -leverandører, der er trætte af greenwashing og uoverskuelige krav i offentlige udbud.

Digitaliseringsstyrelsen er nemlig netop udkommet med en ny rapport, der viser, at de europæiske kriterier for datacentre og cloudløsninger (GPP) ikke bare er til pynt – de gør det faktisk lettere for offentlige organisationer at stille grønne krav og for markedet at levere på dem.

Styrelsen konkluderer, at kriterierne er nemme at bruge, tilpasset udbudsloven og baseret på internationale standarder, hvilket sikrer præcise målinger af miljøpåvirkningen.

Evalueringen konkluderer også, at brugen af GPP-kriterierne ikke har resulteret i højere priser eller påvirket konkurrencen negativt.

Så langt, så godt.

Som hele Danmarks indkøbscentral har SKI længe kaldt på fælles grønne standarder, så vi slipper for at opfinde den dybe tallerken hver gang.

Rapportens konklusioner glæder os derfor særligt meget, da vi har lagt grønne tiltag ind som tilvalg og evalueringsparameter i flere af vores it-aftaler for blandt andet fagsystemer, it-drift og server- storage, som tager udgangspunkt i GPP-kriterierne.

Svært at stille de rigtige krav til grønt it-indkøb

Det offentlige køber ind for 424 milliarder kroner hvert år.

CO2-udledningen fra disse indkøb er massiv, og it-branchen står for syv procent af den globale CO2-udledning.

SKI arbejder systematisk med at stille grønne krav på alle indkøbsaftaler, men på it-området er det lidt som at jonglere med konfetti i en storm, fordi markedet har så mange forskellige måder at opgøre tingene på og samtidig er præget af manglende standarder eller harmonisering på det grønne område,

Vi og andre offentlige ordregivere kan ikke stille krav, hvor virksomheder skal konkurrere på ulige og uigennemsigtige vilkår.

Vi har brug for ensartethed og gennemsigtighed for at kunne stille de rigtige krav – og det har arbejdet med GPP-kriterierne nu vist, at vi kan, fordi de er forankret i en europæisk kontekst og baseret på internationale standarder.

SKI har indført grønne tiltag inspireret af GPP-kriterier som tilvalgskrav og konkurrenceparameter på tre indkøbsaftaler: 02.22 It-drift, 02.19 Fagsystemer og 50.03 Servere og storage.

Og netop standardiserede krav og kriterier er et skoleeksempel på, hvordan samarbejde mellem markedet og offentlige ordregivere kan gøre en grøn forskel.

Trafiklys skal gøre det endnu lettere at stille grønne krav

En af de største fordele ved GPP-kriterierne er deres centrale forankring og fleksibilitet. De kan tilpasses den konkrete indkøbssituation uden at øge kompleksiteten, hvilket rapporten fra Digitaliseringsstyrelsen også peger på.

For at hjælpe offentlige indkøbere med at navigere i de grønne krav – bl.a. med inspiration fra GPP-kriterierne, har vi i SKI selv introduceret et trafiklyssystem i det dynamiske indkøbssystem 02.22 It-drift og 02.19 Fagsystemer.

Trafiklyset oversætter og tager udgangspunkt i GPP-kriterierne til den konkrete indkøbssituation, som de offentlige organisationer kan bruge i deres indkøb af cloud-software og it-drift for at sænke klimapåvirkningen.

Trafiklyset signalerer, at nogle krav er lette at leve op til og ikke hæver prisen, mens kun få virksomheder kan leve op til andre krav, som også kan have en fordyrende effekt.

På den måde er kriterierne med til at modne markedet.

Så næste gang du falder over en rapport fra en offentlig styrelse, og du overvejer, om den er værd at læse, så husk, at ikke alle rapporter er lige tørre.

Denne rapport viser, at vi kan stille grønne krav uden at kvæle konkurrencen eller dræne de offentlige budgetter – og det er en sejr for de grønne, offentlige indkøb.

Klummer er læsernes platform på Computerworld til at fortælle de bedste historier, og samtidig er det vores meget populære og meget læste forum for videndeling.

Har du en god historie, eller har du specialviden, som du synes trænger til at blive delt?

Læs vores klumme-guidelines og send os din tekst, så kontakter vi dig - måske bliver du en del af vores hurtigt voksende korps af klummeskribenter.