Vær beredt!
Det har været spejdernes motto i årevis, men den globale politiske og klimamæssige udvikling har ifølge både myndigheder og eksperter gjort det nødvendigt, at vi alle er beredte på lidt af hvert.
De seneste uger er der blevet talt meget om myndighedernes anbefalinger til, hvad vi som almindelige borgere bør have til rådighed i vores hjem, så vi kan klare os selv i tre dage.
Blot tre dage før disse anbefalinger blev offentliggjort, udkom Rasmus Dahlberg og Siri Schrøder med bogen ”OBS – oplysning til danskerne om samfundssikkerhed”, der blandt andet fokuserer på hjemmeberedskabet.
Her er med andre ord tale om forfattere, der har styr på deres timing.
Bogen er en blanding af en debatbog og en håndbog med fokus på, hvordan samfundet bliver sikret i tilfælde af kriser og krig.
Det handler både om myndighedernes ansvar og strategi – men også om, hvordan den private sektor, civilsamfundet og den enkelte borger har roller at spille.
”Vi snakker for meget og gør for lidt i Danmark,” lyder det fra forfatterne, og bogen er deres bud på, hvad vi så bør se at få gjort ud over bare at tale om det.
Rasmus Dahlberg har over de seneste måneder optrådt i en række medier og talt om sit eget hjemmeberedskab.
Til daglig er han leder for Center for Samfundssikkerhed i Forsvarsakademiet, og han har skrevet bogen sammen med journalist Siri Schrøder.
Forfatterne kommer i bogen igennem myndighedernes ansvar i en krise, hvad samfundssikkerhed betyder i praksis, og hvad vi kan og bør gøre for at styrke vores fælles modstandsdygtighed, herunder konkrete anbefalinger til hjemmeberedskabet.
Rasmus Dahlbergs ekspertise skinner igennem i en lettilgængelig og relativt kort bog, der gør det nemmere for alle at være beredt på behovet for at opgradere både den enkelte og samfundets sikkerhed.
Titel: OBS – Oplysning til danskerne om samfundssikkerhed
Forfattere: Rasmus Dahlberg og Siri Schrøder