Hvis du synes, at du støder på varer fra Temu hele tiden, når du bevæger dig rundt på nettet, så er det ikke helt skævt.
Den kinesiske webshop har siden efteråret sat gang i en ganske voldsom indsats for at komme ind på det danske marked, og det rammer mange danske webshops, for priserne på annoncer på Google, som mange webshops foretrækker, er røget helt op i skyerne.
Temu køber simpelthen alle de placeringer på Google, selskabet kan.
Annoncer på Google sælges på en slags børs, hvor man byder på de søgeord, man som virksomhed gerne vil have sine varer eksponeret sammen med.
”Det er en syg case, hvor alle vi e-handlere sidder og betaler mere og mere til Google, fordi kinesiske Temu får Googles priser til at stige. Så man skal virkelig holde tungen lige i munden lige nu,” siger Ivan Jæger Christiansen, administrerende direktør for Runningxpert Group, der blandt andet står bag Løbeshop.dk, til Finans.
Ifølge danske Proshop har Amazon og kinesiske Shein sat gang i en tilsvarende voldsom offensiv i Danmark.
Amazon begyndte offensiven i begyndelsen af januar. Selskabet har netop lanceret en dansksproget version af Amazons tyske site.
Varerne, der sælges af Temu, ligner ganske voldsomt den slags, der også sælges af kinesiske Wish - altså meget billige produkter, som ofte lægger sig op ad mærkevarer til helt andre priser.
Ifølge Proshop køber Temu da også nøgleord på Google for originale varemærker, selv om det ikke er det, selskabet sælger.
Senest er det kommet frem, at meget af det legetøj, der sælges på platformen, er ulovligt at sælge i Europa.
Paraplyorganisationen for den europæiske legetøjsindustri TIE har fået undersøgt 19 stykker legetøj købt på Temu. Ingen af produkterne overholdt europæiske lovkrav, og 95 procent af det undersøgte legetøj var decideret farlige for børn.
Den danske legebranche og Dansk Erhverv ønsker skærpede EU-regler.
I sagen om det ulovlige legetøj skriver Temus PR-bureau Agera følgende officielle kommetar fra Temu:
“Efter at have modtaget testresultaterne iværksatte vi straks en intern undersøgelse. 12 af produkterne var allerede blevet fjernet gennem den rutinemæssige produktgennemgang, vi udfører. Vi fjernede hurtigt de resterende produkter den 8. februar 2024. Derfor er ingen af de 19 produkter tilgængelige på vores hjemmeside længere.”
“Produktsikkerhed er af største betydning for os, og vi har styrket overvågningen af denne produktgruppe og dens krav. Vi vil øjeblikkeligt fjerne ikke-kompatible produktlister, så snart vi bliver opmærksomme på dem. Vi har også givet yderligere vejledning til tredjepartssælgere om de skrav, de skal følge.”