Den canadiske e-commerce-gigant Shopify - der gør det muligt for millioner af brugere i mere end 170 lande heriblandt Danmark at oprette og sælge varer gennem deres egne webshops - fyrer 20 procent af sine medarbejdere.
Det svarer til cirka 2.300 medarbejderne. Derudover sælger Shopify størstedelen af sin logistikforretning, Deliverr.
"Det er en betydningsfuld og hård uge. Det er det rigtige for Shopify, men det påvirker negativt mange teammedlemmer, som vi beundrer og elsker at arbejde med,” skriver Tobi Lütke, CEO i Shopify, da han offentliggjorde omstruktureringerne i et notat til medarbejdere og aktionærer torsdag i sidste uge.
Ifølge finansmediet Business Insider har medarbejderne i Shopify de seneste uger været bekymret for fyringer efter flere interne medarbejderkurser og begivenheder er blevet aflyst.
"Det er et af de tidspunkter, hvor både det rigtige og det hårde er sandt på samme tid. Min overbevisning er, at ethvert modstandsdygtigt selskab gør det til en vane at gøre det rigtige, selvom der er nemme udveje. Alligevel bliver det ikke nemmere at træffe en beslutning som denne, og det håber jeg aldrig, det gør," tilføjer Tobi Lütke.
Fyrede 10 procent for 10 måneder siden
Afskedigelserne følger efter en række ”stille” fyringer.
I marts tilbagekaldte Shopify jobtilbud til flere tidligere praktikanter, som skulle tiltræde virksomheden i løbet af sommeren og efteråret.
Shopify fyrede 10 procent af sin arbejdsstyrke - mere end 1.000 mennesker - i juli sidste år.
På det tidspunkt sagde Shopify, at fyringerne var nødvendige, fordi virksomheden havde fejlberegnet den langsigtede indvirkning, som coronapandemien ville have på e-handelssektoren.
Sælger logistikdel for aktiepost
Udover fyringsrunden annoncerede Tobi Lütke også, at Shopify sælger deres logistikforretning Deliverr, som de købte sidste år for 2,1 milliarder dollars, til den amerikanske logistikgigant Flexport for en aktiepost på 13 procent.
Shopify sælger til den amerikanske logistikgigant Flexport for en aktiepost på 13 procent i det multinationale selskab. Shopify har i forvejen en aktiepost i Flexport, der nu også bliver e-handelsplatformens officielle logistikpartner.