Endnu 153 adresser i Ringkøbing-Skjern Kommune får nu tilskud fra den statslige Bredbåndspulje til en tidssvarende bredbåndsforbindelse.
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, der forvalter den nationale Bredbåndspulje, kommer nemlig med en tidlig julegave i form af et tilsagn til de adresser i kommunen, der i den seneste runde har søgt om statsligt tilskud fra Bredbåndspuljen.
“Alle 153 adresser i Ringkøbing-Skjern Kommune, der søgte puljen, har nu fået tilsagn om tilskud til bedre internetdækning. Det betyder, at vi i Ringkøbing-Skjern Kommune 'kun' har 707 adresser tilbage, der har forbindelser under den nationale målsætning på 100 Mbit/s download og 30 Mbit/s upload”, siger digitaliseringskonsulent i Ringkøbing-Skjern Kommune, Kasper Barsted Christensen.
Han peger på, at de 707 adresser omfatter private hjem såvel som erhverv, fritids- og sommerhuse samt forsamlingshuse, klubber og foreninger med mere.
De 153 adresser dækker over 11 fælles projekter og 18 enkeltstående adresser, der har søgt igennem Bredbåndspuljens særlige ordning.
Udover tilsagnet fra Bredbåndspuljen kan de 153 adresser også se frem til et kommunalt tilskud på 1.000 kroner pr. adresse.
Indtil 2022 havde i alt 41 projekter i Ringkøbing-Skjern Kommune modtaget støtte fra den nationale Bredbåndspuljen på samlet set 61,6 millioner kroner. Projekterne omfatter i alt 2.065 adresser, der har fået eller kan se frem til at modtage bedre internet.