Velkommen til denne uges sidste morgen-briefing fra Computerworld, som på denne strålende sommer-morgen er sammensat af Dan Jensen.
København er en af verdens mest digitale storbyer
København er den mest digitale storby ud af de 30 storbyer, som indgår i The Economist såkaldte Digital Cities Index 2022, hvor byerne måles på en bæredygtighed, internet- og mobildækning, digitale services og digital bevidsthed.
Danmark vinder foran Amsterdam på andenpladsen fulgt af Beijing, London og Seoul.
København brillerer blandt andet, når det gælder anvendelse af IoT til trafikstyring i fremtiden samt digital bevidstehed og awareness blandt indbyggere om eksempelvis cybersikkerhed.
Du finder hele Digital Cities Index 2022 her.
Danskerne handler nu mere på mobil end på computer
For første gang nogensinde kan vi se, at flere danskere anvender mobiltelefonen end computeren, når de handler online.
Dansk Erhvervs nye E-handelsanalyse viser, at 43 procent af os i maj købte ia mobilen, mens 42 procent købte via computeren.
Dansk Erhverv vurderer, at trenden vil fortsætte ind i sommermåneedrne, hvor forbrugerne er mere på farten.
"Konklusionen er klar: forbrugerne er stadig vilde med de nye salgskanaler, selvom samfundet er åbnet helt igen - det var ikke bare en hypet corona-døgnflue," lyder det fra Dansk Erhverv.
Du kan læse mere hos Dansk Erhverv her.
Flest databrud i Rusland
Rusland er det land i verden, der blev ramt af flest databrud i årets første kvartal, hvor der blev rapporteret 3,5 millioner databrud. Det svarer til en stigning på 11 procent i forhold til samme kvartal i fjor, skriver CryptoMonday.
USA kommer ind på andenpladsen fulgt af Polen, Frankrig, Indien, Tyrkiet, Australien, Indonesien, Hong Kong, Tyskland, Storbritannien og Brasilien.
CryptoMonday peger på, at antallet af russiske databrud hænger sammen med landets invasion af Ukraine, som har skabt mange fjender i hacker-miljøet, der er begyndt at gå efter russiske mål.
Du kan se listen hos CryptoMonday her.
Oplysningsmøder om bredbåndspuljen
Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur holder i den kommende uge oplysningsmøder om den kommende bredbåndspulje, hvor danskerne kan søge om tilskud til at få etableret bredbånd på en række adresser.
Styrelsen inviterer til møde mandag 27. juni fra klokken 17 til 19 i Haslev på Sjælland med tilmeldingsfrist i dag.
Og på onsdag i næste uge inviterer styrelsen til onlinemøde fra klokken 17 til 19.
Du kan læse mere om den nye pulje her.
90.000 danskere har modtaget data om deres hus
90.000 danskere har nu modtaget den såkaldte deklaration med de data, som Vurderingsstyrelsen agter at anvende til at vurdere værdien af deres ejendomme.
“Udsendelserne skaber øget trafik på vurderingsportalen.dk,” meddeler Vurderingsstyrelsen, som peger på, at ‘et solidt datagrundlag er helt afgørende i vores arbejde med ejendomsvurdering.”
Data består blandt andet af gennemsnitlig kvadratmeterpris i området, data om bygningen, grunden, omgivelserne og på en række referenceejendomme.
Du kan læse mere hos Vurderingsstyrelsen her.
RelateIT har ansat 64 ansatte siden 2021
Det fynske Microsoft-hus RelateIT har ansat 30 medarbejdere siden nytår, som er kommet i kølvandet på de 34 medarbejdere, som blev hyret i 2021.
Medarbejdertilgangen har “betydet, at flere af de seks afdelinger fordelt i Danmark og Dubai har været nødt til at flytte i større lokaler,” meddeler selskabet.
RelateIT med hovedkvarter i Odense landede i fjor en bruttofortjeneste på knap 100 millioner kroner og et overskud på 8,5 millioner kroner. Selskabet har i dag i alt omkring 150 medarbejdere.