Godmorgen og velkommen til endnu en for nogen skøn og for andre bare tidlig morgen.
For de, der bare har en tidlig morgen, er her serveret dagens nyhedsoverblik, der med sikkerhed vil hæve niveauet til skøn. Og for de der i forvejen har en skøn morgen, vil selv samme morgenbriefing bringe niveauet helt op på skønherlig.
I dagens nyheder skal vi finde 68 millioner kroner til tuberkulose-vaccineforskningen, ikke bare ét men to nye ansigter til Netcompanys presseteam, glæden over at det nu er blevet mere attraktivt at bo i udkanten af Randers, en lille blå markering, der skal gøre livet meget lettere på TikTok og en retssag - endnu én i rækken - mod Tesla-ejer Elon Musk.
Endnu en gang er det Ditte Vinterberg Weng på knapperne.
Rigtigt god fornøjelse!
Danske forskere får 68 millioner til tuberkulosevaccine fra Gates-fond
68 millioner kroner har danske forskere på Statens Serum Institut (SSI) fået til tuberkulose vaccineforskning.
Pengene kommer fra Bill & Melinda Gates Foundation - en fond stiftet af det i dag skilte Microsoft-par, som fonden deler navn med.
I mandags rejste SSI-forskerne afsted til Johannesburg i Sydafrika for at mødes med deres sydafrikanske samarbejdspartnere og planlægge de første kliniske forsøg af en ny tuberkulose-vaccine.
”Bevillingen fra Bill & Melinda Gates Fonden er givet til et større konsortium med fire partnere i både Europa og Sydafrika. Rejsen er den første i en række af flere, hvor vi skal mødes og planlægge de to første kliniske forsøg i detaljer samt besøge de faciliteter, hvor de første mennesker skal have vaccinen,” siger Rasmus Skaarup Mortensen, som er leder af tuberkulose-vaccineforskningen på SSI.
Indtil nu har National Institutes of Health støttet projektet med over 20 millioner kroner, og med den nye bevilling er der lagt op til at sætte yderligere fart på udviklingen.
”Vi er lykkedes med at lave en effektiv tuberkulosevaccine, som giver et potent immunrespons i både mus, marsvin og aber. Næste skridt er at teste den i mennesker og se på, om vaccinen er sikker, og om den også giver et godt immunrespons her. Lykkedes det er potentialet stort, og en ny tuberkulosevaccine kan potentielt redde millioner af liv - det er selvfølgelig en kæmpe motivationsfaktor,” siger Rasmus Skaarup Mortensen.
Du kan læse mere om projektet i denne pressemeddelelse fra SSI.
Netcompany skaffer flere stærke medie-profiler til sit presseteam
Hos softwareleverandøren Netcompany indtræder nu de to mediefolk Le Gammeltoft og Mads Elsøe som henholdsvist Interim Chief Communication Officer og Head of Creative.
Le Gammeltoft er tidligere stifter og direktør for mediet Heartbeats og har en længere iværksætter-karriere bag sig i medieverdenen.
Mads Elsøe kommer direkte fra en stilling som brand manager for Politiken.
Sammen skal de to, ifølge Mads Elsøe, bygge en ny strategi for kommunikation for Netcompany på tværs af landegrænser.
Denne nyhed kommer kort tid efter, at Netcompany også fik en ny pressechef, David Tarp, som tidligere har arbejdet for den danske tech-ambassadør i Silicon Valley, men også er tidligere journalist på Berlingske samt politisk rådgiver.
Nu har 97 procent af Randers husstand på landet mulighed for fiber-bredbånd - det gør det mere attraktivt at bo på landet
Knap 97 procent af alle husstande på landet i Randers Kommunes har nu et tilbud om at få adgang til bredbånd via fiber.
Det skyldes en årelang indsats, for at få bredbånd ud i Danmarks hjørner.
På bare syv år - siden 2015 - har dette tal altså hævet sig fra blot 60 procent.
"Adgangen til højhastighedsbredbånd er med til at sikre, at det er attraktivt at bo og drive virksomhed i landdistrikterne. Derfor har vi i landdistriktsudvalget igennem en årrække prioriteret indsatser for at sikre bredbånd til flere," siger Lars Søgaard, der er næstformand for landdistriktsudvalget.
I alt er der 16.200 adresser i Randers Kommunes landdistrikter. Og i år har statens bredbåndspulje støttet projektet med over fire millioner kroner.
TikTok får ny politik for statskontrollerede medier
I dag udvider TikTok deres globale politik, så danske brugere af det sociale medie fremover vil blive mødt af en blå markering på videoer fra statskontrollerede medier.
Funktionen skal gøre det lettere for TikTok-brugere at finde ud af, hvem der står bag videoen, og dermed stille sig kritisk overfor det indhold, de bliver eksponeret for.
Med "statskontrolleret medie" menes indhold fra konti, der drives af enheder, hvis redaktionelle linje er underlagt kontrol eller indflydelse fra en regering.
Det skriver TikToks danske presseafdeling i en meddelelse til Computerworld.
I beskeden oplyser TikTok, at det kinesiske selskab tidligere har lavet et pilotprojekt i Rusland, Ukraine og Hviderusland og lancerede onsdag den blå markering i 40 nye markeder, heriblandt Danmark.
"TikToks markering af statskontrollerede medier viser vores høje ambitionsniveau med hensyn til at hjælpe brugerne til bedre at forstå kilderne bag indholdet. Den nye funktion har til formål at skabe gennemsigtighed for både brugere og medievirksomheder - dét er med til at sikre, at TikTok fortsat er en sikker platform," siger Parisa Khosravi, kommunikationschef for TikTok i Norden.
Tesla-investorer indleder retssag mod Elon Musk for tweets fra 2018
Teslaejer Elon Musk anklages nu i en ny retssag mod ham, for at have løjet, da han meddelte at have finansieringen på plads, for at selskabet kunne blive afnoteret.
Det skriver Ritzau.
Retssagen, der begyndte onsdag i San Francisc føres af en en advokat, der repræsenterer flere Tesla-investorer i sagen mod Musk.
Vi skal hel tilbage til 2018, da rigmanden skrev på det sociale medie Twitter, at han overvejede at afnotere elbilproducenten fra børsen for 420 dollar per aktie. Her oplyste han også, at finansieringen var sikret.
Det var de udsving, disse udsagn bragte med sig, der fik investorer til at lægge sag an.
"Hans løgne gjorde, at almindelige mennesker som Glen Littleton tabte millioner og atter millioner af dollar," siger advokat Nicholas Porritt ifølge Ritzau om sagen.
Sagen har i alt ni nævninge, og afgørelsen ventes at forelægge om maks tre uger.