Kommunerne er bekymrede over bredbånds-udrulningen i Danmark.
De frygter, at dele af Danmark vil blive koblet af i en grad, så danskere i tyndere befolkede egne ikke kan få del i eksempelvis digitale sundheds-løsninger.
“Det er afgørende at borgere, virksomheder og myndigheder har adgang til gode mobil- og bredbåndsforbindelser,” lyder det fra KL i et brev til Folketingets digitaliseringsudvalg.
I brevet - der har KL’s kontorchef for digitalisering og teknologi Pia Færch som underskriver - peger kommunerne på, at de er bekymrede over bredbånds-udsigterne for de to procent af de danske adresser, som i dag ikke har bredbånds-dækning.
Det har i en årrække været målet, at alle danske adresser skal have bredbånd.
For at nå det mål, lancerede regeringen for år tilbage Bredbåndspuljen, der skulle pumpe penge ind i udrulningen til de områder, hvor der bor så få folk, at de kommercielle selskaber ikke kunne se forretning i at investere i udrulningen.
KL er imidlertid bekymret over de seneste udmeldinger om, at det kan lade sig gøre at nå ud til disse adresser med mobilt bredbånd i form af eksempelvis de nye 5G-routere.
Kan ikke garantere
“Bekymringerne går på, at vi forstår, at telebranchen ikke kan garantere, at dækning med mobilt bredbånd på 600Mbit kan levere 30Mbit upload-hastigheder i mere end 80 procent af tiden i modsætning til fast bredbånd som for eksempel fibernet,” lyder det fra KL i brevet.
Kommunerne peger på, at de kan risikere, at både de og regionerne ikke ‘længere vil kunne være sikre på at kunne levere for eksempel mere behandling i borgernes eget hjem ved hjælp af digitale løsninger,” som det hedder.
KL har på den baggrund formuleret en række ønsker til en eventuelt kommende bredbåndspulje for 2024.
“Vi ser behov for, at puljen tager bestik af den aktuelle udrulning på markedet, de politiske ambitioner og resultaterne af sidste års pulje,” lyder det fra KL.
Flere adresser skal kunne komme med
Kommunerne vil blandt andet have at flere adresser skal have mulighed for at søge tilskud fra puljen, nemlig alle adresser med op til 100/30Mbit.
I den seneste bredbåndpulje for 2023 var det et krav, at dækningen med fast bredbånd ikke måtte overstige 30/5Mbit, hvis en adresse skulle komme i betragtning.
“Det er kommunernes vurdering, at det vil styrke muligheden for flere sammenhængende projekter, reducering af omkostningerne i projekterne og vil reducere risikoen for, at adresser med fortsat forældede forbindelser får sværere ved at opnå dækning på markedsvilkår,” lyder det fra KL.
KL vil desuden have:
- Ny pointmodel.
- Faktisk hastighed - og ikke teoretisk - skal afgøre, om man kan søge.
- Mobil bredbånd skal ikke udelukke adresser fra at kunne være med i større projekter.
- Øde beliggende husstande og små øer skal have særlige vilkår.
- Også adresser i byer kan have behov for at kunne få støtte visse steder.
- Vejledninger og ansøgnings-processen skal gøres nemmere.
Du kan se alle ønskerne fra KL til en eventuel næste udgave af Bredbåndspuljen her.