Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Morgen-briefing: Skatteregler for kryptovaluta skal ses efter i sømmene / Dansk startup rejser 89 millioner kroner / Claus Meyer investerer i ny dansk streamingtjeneste

Morgen-briefing: Skatteregler for kryptovaluta skal ses efter i sømmene. Dansk startup rejser 89 millioner kroner. Testsvar forsinket i coronapas. Nordisk Film og Parken brændte nallerne på esportseventyr. Kommune klar med støtte til hurtigt internet. AI skal lede til bedre søvn. Claus Meyer investerer i ny dansk streamingtjeneste.

Godmorgen og velkommen til morgenens overflyvning af de hurtige it-nyheder.

Hermed onsdagens morgen-briefing fra Computerworld, der i dag er stykket sammen af Alexander Haslund.

Skatteregler for kryptovaluta skal ses efter i sømmene

Reglerne for beskatning af gevinster fra handel med kryptovaluta skal granskes ifølge Skatteminister Morten Bødskov (S), der har bedt Skattelovrådet om at gå ind i sagen.

Her skal rådet undersøge og sikre, at skattereglerne er tidssvarende og begrænser fejl og svindel med kryptoaktiver som eksempelvis bitcoin.

Skattestyrelsen har frem til 2019 identificeret 16.000 virksomheder og personer, der har foretaget handler med kryptovaluta - i dag vurderes det tal at være langt højere - hvoraf hele 67 procent af handlerne ifølge styrelsen ikke har været korrekt oplyst.

Dansk startup rejser 89 millioner kroner

Den danske startup Superb, der står bag en digital løsning til restauranter, har rejst 89 millioner kroner i en investeringsrunde.

Det skriver Børsen.

Det er den store svenske investeringsfond Kinnevik, der fører an i den nye investeringsrunde, og som tidligere også har foretaget en større investering i Vivino.

Idéen bag Superb er en digital alt-i-en-alt-løsning til restauranter med alt fra booking til betalinger samt en vision om at bygge verdens største gæstebog.

Selskabet har i dag over 1.000 restauranter og barer på kundelisten fordelt på 25 lande i Europa.

Testsvar forsinket i coronapas

Mange borgere vil opleve, at testresultater i coronapasset er forsinket.

Det oplyser Statens Serum Institut på sin hjemmeside tirsdag aften.

"Der er sket en optimering af serverkapaciteten, og dataimporten er øget. Men der står stadig rigtig mange test-svar i kø til behandling, og derfor vil mange borgere stadig opleve at test-resultatet er forsinket," lyder det.

Man kan stadig modtage kviktestsvar direkte fra private testleverandører og se svar på pcr-tests på app’en Min Læge, fremgår det.

Nordisk Film og Parken brændte nallerne på esportseventyr

Esportssatsningen ES North, som Nordisk Film drev sammen med Parken Sport & Entertainment frem til i år, endte med at blive en dyr fornøjelse.

North har således i alle årene leveret millionunderskud - senest i 2020 med et minus på 15,9 millioner kroner, mens 2019 og 2018 samlet bød på et minus på 21 millioner kroner.

Det skriver Finans.

Parterne afviklede North tilbage i februar, hvor corona-krisen blev tilskrevet en del af begrundelsen.

"Der er fortsat et potentiale i esport og gaming, men tidshorisonten er lang og usikker, og covid-19 har rykket tidshorisonten yderligere år ud i fremtiden efter vores vurdering, da både esport og sportsbranchen som helhed er hårdt ramt økonomisk," udtalte Lars Bo Jeppesen, direktør for Parken og bestyrelsesformand for North.

Kommune klar med støtte til hurtigt internet

25. Maj åbnede Energistyrelsen for en ny bredbåndspulje på 100 millioner kroner, der skal støtte udrulningen i tyndtbefolkede områder af landet.

Ringkøbing-Skjern Kommune er nu klar til at øge støtten med 1.000 kroner per husstand til de ansøgninger, der får tilsagn om midler fra bredbåndspuljen.

Siden 2016 er der givet tilsagn om tilskud til hurtigt bredbånd til 379 projekter, som samlet omfatter cirka 21.000 adresser.

Energistyrelsen holder i øjeblikket informationsmøder om puljen, og på styrelsens hjemmeside kan man finde flere informationer om ansøgningsprocessen.

AI skal lede til bedre søvn

Forskere fra Københavns Universitet har i samarbejde med Dansk Center for Svønsygdomme under Rigshospitalet udviklet en ny kunstig intelligent algoritme, der skal hjælpe med at diagnosticere søvnlidelser.

20.000 nætters søvn danner grundlag for den algoritmen, der skal gøre både diagnosticeringen, behandlingen og viden om søvnsygdomme bedre, oplyser Københavns Universitet i en meddelelse.

Softwaren til søvnanalyse-programmet ligger gratis tilgængeligt på www.sleep.ai.ku.dk og kan bruges af alle.

Op mod 200.000 danskere skønnes at lide af søvnapnø uden at have fået en diagnose.

Claus Meyer investerer i ny dansk streamingtjeneste

Vi slutter dagens morgen-briefing med den kendte kok og serieentreprenør Claus Meyer, der er gået ind som investor i en ny dansk streamingtjeneste.

Det skriver Finans.

Streamingsatsningen er allerede gået i luften under navnet Mesterlære.

Her kan brugerne får adgang til korte videoer med "tidens største læremestre indenfor ledelse, iværksætteri og kreativitet," som det lyder på hjemmesiden.

Egentlig skulle Claus Meyer blot have deltaget i nogle af afsnittene om iværksætteri, men blev så begejstret for projektet, at han endte med at investere i det.

"Frem for alt er det en kæmpe fornøjelse at hjælpe med at systematisere udbredelsen af ideen om det slumrende mesterskab i det enkelte menneske," lyder det fra den tidligere tv-kok."