Mornings. Så nåede vi fredag, og nu banker julen på for alvor. Her den sidste portion it-nyheder fra Computerworlds fremskudte lyttepost i denne omgang. Redaktionen ønsker alle en god jul. Ved tasterne: Niels Veileborg
SCADA International køber danske Sweet Geeks
SCADA International køber Sweet Geeks, som huser mere end 35 specialiserede it-konsulenter inden for energisektoren. Sweet Geeks, der forventer en omsætning på 50 millioner kroner i 2023, forbliver en selvstændig enhed i koncernen.
SCADA International har hovedkontor i Danmark og har 160 ansatte. Selskabet udvikler og sælger software- og hardwareløsninger, der registrerer livedata fra forskellige vedvarende energikilder og omdanner dem til beslutningsunderstøttende information.
”Sweet Geeks har nogle helt særlige kompetencer på det digitale område og specifik domæneekspertise indenfor både IT/OT og cybersikkerhed, som vi i samarbejde kan omsætte til skalérbare og integrerede koncepter og services, siger administrerende direktør hos SCADA International, Thomas Bagger.
Bill & Melinda Gates Foundation i tæt samarbejde med Novo Nordisk Fonden
Bill & Melinda Gates Foundation indgår nu i et endnu mere tæt samarbejde med Novo Nordisk Fonden. Det skriver Finans.
Bill & Melinda Gates Foundation bygger blandt andet på den formue, som Bill Gates tjente på at etablere Microsoft.
De to fonde, som til sammen hvert år uddeler milliarder til godgørende formål, har blandt andet tidligere samarbejdet om projekter til udvikling af teknologier til at forvandle CO2 til fødevareproteiner.
De nye projekters mål er ikke fastlagt endnu.
Hackergruppen Blackcat stod bag angreb på den svenske folkekirke
Det var hackergruppen Blackcat, som FBI forleden fik skovlen under, der stod bag angreb på den svenske folkekirke den 23 november. Det skriver ComputerSweden.
Ransomwareangrebet mod Svenska kyrkan betød, at personoplysninger blev lækket. Hvor omfattende lækket er, har kirken ikke oplyst.
AI på skemaet i svenske gymnasier
AI bliver et nyt emne på de svenske gymnasier og andre uddannelser på gymnasialt niveau efter sommeren 2024. Det skriver ComputerSweden.
Der bliver tale om et tilvalgsfag på naturvidenskabelige og tekniske linjer.
Undervisningen vil fokusere på samfundsperspektiver ved AI, men eleverne skal også lære sig at bruge AI til konkret problemløsning.