Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

Vil nedlægge central cybersikkerheds-myndighed i USA: Hæmmer ytringsfriheden

Den republikanske senator Rand Paul ser ud til at få det politiske ansvar for CISA: Jeg mener, at meget af det, de gør, er indgribende, og jeg vil gerne afslutte deres indblanding i ytringsfriheden

Oprydningen af det amerikanske bureaukrati tager fart efter Donals Trumps genvalg som præsident.

Den republikanske senator Rand Paul ser ud til at få ansvaret som formand for senatets komite for national sikkerhed og regerings affærer.

Og han er bestemt ikke fan af cybermyndigheden CISA, som hører under komiteens ansvarsområde, skriver Politico på baggrund af et interview med Rand Paul.

“Jeg vil gerne afskaffe det," siger han til mediet.

"Selvom det er usandsynligt, at vi kan afskaffe CISA, har vi overlevet i, hvad, 248 år uden dem."

Modstanden mod Cybersecurity & Infrastructures Security Agency stammer fra organisationens forsøg på at bremse desinformation under valgkampen i 2020, hvor Donald Trump tabte.

Rand Paul mener, at CISA i høj grad udpegede konservative stemmer som desinformation, da tjenesten gik imod idéen om, at valget dengang blev stjålet.

"Ytringsfriheden er ret vigtig, og det er derfor, vi gjorde den til den første tilføjelse i forfatningen. Jeg ville i det mindste gerne have fjernet CISA's evne til at censurere indhold online,” siger senatoren.

Lettere ironisk blev tjenesten nedsat af netop Donald Trump med det formål at bremse desinformation.

CISA: Sådanne anklager er fyldt med faktuelle unøjagtigheder

Trump fyrede myndighedens chef Christopher Cox Krebs efter, at han udtalte, at valget i 2020 var fair.

Den nuværende chef Jen Easterly ændrede kurs, så CISA nu i højere grad fokuserer på hacker-angreb fra ransomware-klaner og den stigende trussel fra kinesiske statstøttede hackere.

"Jeg mener, at meget af det, CISA gør, er indgribende, og jeg vil gerne afslutte organisaitionens indblanding i ytringsfriheden."

Den udmelding falder CISA for brystet, som ikke mener, at organisationen hæmmer ytringsfriheden.

"CISA har aldrig censureret tale eller fremmet censur.”

“Sådanne anklager er fyldt med faktuelle unøjagtigheder. Hver dag udfører mænd og kvinder i CISA agenturets mission om at reducere risikoen for USA's kritiske infrastruktur på en måde, der beskytter amerikanernes ytringsfrihed, borgerrettigheder, borgerlige frihedsrettigheder og privatliv,” lyder det fra CISAs talsperson Ron Eckstein.

Ifølge Politico er det dog ikke sikkert, at Rand Paul får mulighed for at fjerne eller beskære CISA, så meget som han vil, fordi flere republikanere faktisk er imod det.