Artikel top billede

Ny Star Wars-trilogi på vej

Simon Kinberg er udpeget til at både skrive og producere en hel ny Star Wars-trilogi, som måske-måske ikke er en fortsættelse af Skywalker-sagaen.

Det er efterhånden fem år siden, der sidst var stjernekrig i en fjern, fjern galakse – i hvert fald i biograferne.

Star Wars: Rise of Skywalker fra 2019 afsluttede den såkaldte sequel-trilogi og fik en temmelig blandet modtagelse. Siden har Disney og Lucasfilm primært fokuseret på serier til at udvide George Lucas’ oprindelige univers.

Der er ganske vist blevet annonceret en række film, hvoraf nogle er på forskellige stadier af udvikling, mens andre er forsvundet i stjernetågerne. Men det kom alligevel som noget af en overraskelse, da historien om en helt ny trilogi dukkede op.

Ifølge flere medier er det Simon Kinberg, der har fået til opgave at skrive og producere de tre nye Star Wars-film.

De samme medier er til gengæld meget uenige om, hvorvidt den nye trilogi skal fortsætte Skywalker-sagaen og dermed være Episode 10, 11 og 12 – eller om Kinbergs trilogi skal starte sin helt egen saga.

Det vil dog uden tvivl gavne sammenhængskraften i den nye trilogi, hvis den samme person faktisk skriver alle tre nye film, uanset hvad de så skal handle om.

Simon Kinberg har selv masser erfaring med Star Wars, for han var med til at skabe den prisvindende animationsserie Star Wars Rebels, der kørte i fire sæsoner fra 2014, og hvor han også var manuskriptforfatter.

Han var også konsulent på Star Wars: The Force Awakens fra 2015 og var netop begyndt at skrive manuskript til en Boba Fett-film, der dog hurtigt blev skrottet, da filmen om Han Solo blev en fiasko.

Som producer har Kinberg stået bag en række gode og mindre gode X-Men-film, Logan og alle tre Deadpool-film. Han var også producer på The Martian og i sci-fi-genren var han også med til at skabe serien Invasion.

Mens vi formentlig må vente en del år på denne nye Star Wars-trilogi, så har Lucasfilm i et par år arbejdet på en selvstændig film med Daisy Ridley i hovedrollen som Rey, men hvorvidt den film bliver til noget er fortsat uklart. Det samme gælder en række andre projekter.

Til gengæld er der givet grønt lys til en film om The Mandalorian og Grogu (også kendt som Baby Yoda) instrueret af Jon Favreau. Den er sat til at få premiere i maj 2026.

Inden da kommer der mere Star Wars til den lille skærm, når Star Wars: Skeleton Crew får premiere på Disney+ 3. december.