Det sociale medie Bluesky fik en million nye brugere på blot 24 timer.
Med Elon Musks overtagelse af Twitter - nu X - blev algoritmerne ændret, så indholdet har fået en anden karakter, som har skabt en sand exodus fra mediet.
Til at udfylde det hul i markedet er kommet Bluesky med kapitalfonden Blockchain Capital i ryggen.
Ifølge Bluesky er det samlede brugertal derfor nu over 16 millioner, hvor det seneste døgns nye brugere skabte så stor belastning på netværket, som gav tekniske problemer, så de nye i folden måske ikke fik den bedste oplevelse, skriver Techcrunch.
Platformens topchef Jay Graber fremhæver, at platformen har en højere procentandel af aktive posts sammenlignet med konkurrenten X.
"Vi har aldrig været under 30% af brugerne, der aktivt poster," udtaler Graber.
Nummer et på App Store
Bluesky har også rejst $15 millioner i en Series A-finansieringsrunde, ledet af Blockchain Capital. Midlerne skal bruges til produktudvikling, herunder introduktion af abonnementsfunktioner.
På trods af sin mindre størrelse sammenlignet med konkurrenterne nyder Bluesky stigende popularitet og engagement, hvilket understreges af platformens placering som nummer ét på den amerikanske App Stores gratis-app-liste, foran både ChatGPT og Threads.
Ifølge NBC News vil X ikke fortælle, hvor mange brugere, der har forladt skuden. Men talspersonen forklarer, at antallet af posts i november ramte knap en milliard - 942 millioner.
Det er ikke kun Bluesky, som oplever en stigende interesse. Det samme gør sig gældende for Meta-ejet Threads, som nu har rundet 275 millioner brugere. CEO for Threads Adam Mosseri forklarer, at det sociale netværk alene i november fik 15 millioner nye brugere.