Brugertilgangen på det sociale medie X – det tidligere Twitter – er gået i stå, siden tech-milliardæren Elon Musk overtog ledelsen af selskabet.
X har rapporteret en global daglig brugeraktivitet på 251 millioner i andet kvartal i år, hvilket kun er en stigning på 1,6 procent fra samme periode sidste år.
Det skriver Financial Times.
Denne vækst står i skarp kontrast til den tocifrede vækstrate, platformen nød godt af før Elon Musks overtagelse i oktober 2022, hvor milliardæren smed 44 milliarder dollars (303 milliarder kroner) for mediet.
Efter overtagelsen har Elon Musk gennemført en række ændringer, herunder en rebranding af platformen.
Han har også taget kontroversielle skridt som at afskedige størstedelen af indholdsmoderatorerne og proklamere en "absolut ytringsfrihed".
Disse ændringer har dog ikke kun resulteret i tabet af annonceindtægter, men også skabt en mere giftig brugeroplevelse, har det lydt fra kritikere.
Elon Musk hævder selv, at de drastiske tiltag var nødvendige for at håndtere de økonomiske tab i virksomheden, da han overtog.
Afviser faldende engagement
En nylig undersøgelse fra Ofcom, som er den britiske regulerings- og konkurrencemyndighed for kommunikationsindustrien, viser, at 17 procent af de voksne i Storbritannien bruger X som nyhedskilde.
Men engagementet på platformen har været faldende under nationale valgkampagner i USA, Storbritannien og Frankrig, viser data fra Similarweb.
X afviser dog Similarwebs tal og hævder, at antallet af månedlige brugere i USA og Storbritannien er steget betydeligt mellem august sidste år og juni i år.
Det sociale medie har dog har ikke fremlagt specifikke tal i den forbindelse.