Flere og flere arbejder i cloud og flere og større filer skal derfor opbevares og håndteres i skyen, hvilket kræver større og større lagerplads for brugerne.
På trods af det har Microsoft besluttet at sætte et maksimum på, hvor meget data Onedrive-brugerne kan opbevare i Onedrive.
Tech-giganten har nemlig besluttet at indføre begrænsninger på Onedrive for business, hvor ubegrænset lagerplads ikke længere er en mulighed.
Abonnementet, der tillod den ubegrænsede lagerplads for erhvervskunder, og som var kendt under 'plan 2', er ikke længere at finde på Microsofts hjemmeside.
Det rapporterer Techradar.
Ifølge mediet forsvandt muligheden for den ubegrænsede lagerplads i al stilhed mellem 14. og 28. juli i år.
Nye Onedrive-brugere bliver nu som udgangspunkt tilbudt adgang til maksimalt en terabyte lagerplads per bruger, mens virksomheder får mulighed for at udvide deres abonnement til fem terabyte lagerplads.
Hvis man vil have endnu mere lagerplads, så skal man have fat i en salgsrepræsentant fra Microsoft, der kan hjælpe kunder med meget store lagringsbehov - dog med et maksimum på 25 terabyte, lyder det.
Indtil videre kan brugere, som i forvejen har købt 'plan 2', fortsat kunne benytte deres abonnement, som de har gjort hidtil.
Fortsat mulighed for ubegrænset lagerplads andre steder
Tidligere har både Google og Dropbox besluttet at stoppe med at tilbyde ubegrænset lagerplads til henholdsvis fotos og lagerplads til erhvervskunder.
Der findes dog fortsat alternativer, hvis man vil have ubegrænset lagerplads i skyen.
Det er dog primært mindre udbydere som for eksempel Sync.com og Opendrive. Hvor længe disse udbydere formår at kunne tilbyde denne option er dog ikke til at sige.