Microsofts Windows-styresystem gemmer på stadigt flere indgange til uønsket eller endda generende indhold, som du nok helt vil være fri for.
Mens Microsoft gerne vil servere dig annoncer og spam-lignende kalorielet nyhedsindhold i dit styresystem, er det sandsynligvis forstyrrende elementer, du gerne vil være fri for i din hverdag.
Meget af det kan du heldigvis blokere for, men det kræver, at du dykker ned i nogle af din computers indstillinger.
Denne guide gælder til Windows 11 Home og Windows 11 Pro systemer.
Trin 1 - Låseskærmen
Forårsrengøringen begynder ved låseskærmen.
Ved at taste Win+’i’ åbner du indstillingsmenuen, hvor du der skal vælge at gå ind i ’Personlig tilpasning’, hvor du kan vælge undermenuen ’Låseskærm’.
Der finder du ’Tilpas din Låseskærm’, hvor du i undermenuen finder fluebenet ’Få sjove fakta, tips, tricks og mere på låseskærmen’. Den kan du med fordel slå fra, hvis du selv vil styre, hvad dit styresystem skal eksponere dig for.
Trin 2 – Start menuen
Din Start-menu er din genvej til dine vigtigste apps og seneste konsulterede dokumenter. Men både Microsoft og din pc-producent kan finde på at præinstallere apps, som du ikke ønsker at have liggende.
Her du hurtigt identificere og fjerne uønskede elementer ved at taste ’Win’ knappen og højreklikke på de programmer du ønsker at sanere, ved efterfølgende at trykke på ’Slet’.
Trin 3 – Søgefeltet
Microsoft vil også forsøge at foreslå ’highlights’ fra det store web, som ofte har præg af annoncer eller andet uønsket indhold.
Disse resultater kan du frabede dig ved at taste Win+’i’ for at tilgå indstillingerne og der navigerer til menuen ’Sikkerhed og anonymitet’.
Under den kan du finde undermenuen ’Søgetilladelser’, hvor du under ’Flere indstillinger’ finder en kontakt, som kan slå ’Tillad søgefremhævninger’ fra.
Trin 4 – Proceslinjen
Procesbjælken er endnu et sted, hvor Microsoft kan finde på at diske op med spam-lignende indhold.
Denne kommer du til livs ved igen at besøge Indstillingsmenuen ved at taste Win+’i’ og der vælge ’Personlig tilpasning’. Når du rammer denne menu, kan du klikke dig videre til ’Proceslinje’ og slå ’Widget’-funktionen fra. Widgets kan dog fortsat hidkaldes ved at taste Win+’W’
Ønsker du at beholde din ’Widgets’ fane, men vil fjerne reklame og spam-lignende indhold, kan du i stedet logge ud ved at klikke på dit profilikon for at fjerne adgang til reklame-indhold, der tracker dig.
Vil du fjerne ulødige eller ubrugelige nyhedskilder, skal du gå ind og fravælge dem enkeltvist og manuelt, ved at klikke på de enkelt korts ikoner øverst til højre og vælge ’Skjul historier fra …’.
Trin 5 – Slå reklame-tracking fra
Vil du undgå ’skræddersyede’ annoncer, baseret på tracking af dit brug af enheden, kan du slå denne delvist fra ved igen at besøge indstillinger (Win+’i’) og der finde ’Personlig tilpasning’ menuen.
Her skal du navigere til bunden hvor ’Brug af enheden’ undermenuen fremgår.
Her kan du slå alle områder fra eller blot beholde de områder, hvor du gerne vil have skræddersyet annoncer serveret.
Derefter skal du besøge ’Sikkerhed og anonymitet’ fanen inde i indstillinger (Win+’i’) og der vælge ’Generelt’, hvor alle fire flueben skal deaktiveres.
Trin 6 – Notifikationer
Endnu et sted hvor tredjeparter kan gå ind og forstyrre er i dine meddelelser.
Den adgang kan du fraskære ved at besøge indstillinger (Win+’i’) og gå ind i ’System’ menuen undermenu ’Meddelelser’.
Nederst på den side finder du ’Yderligere indstillinger’, hvor du kan slå ’Vis velkomstoplevelsen i Windows efter opdateringer, og når du er logget på, for vise nyheder og forslag’ samt ’Få tips og forslag, når du bruger Windows’ fra.
Trin 7 – Stifinderen
Selv vigtige værktøjer som stifinderen er ikke helt fri for annoncer, hvor Microsoft af og til reklamerer for sit Onedrive-cloudlager.
Ved at åbne Stifinderen og vælge indstillingsmenuen (markeret med tre prikker til højre i ikon-linjen), kan du finde ’Indstillinger’ menuen for Stifinderen.
Her skal du åbne ’Vis’ fanen og der slå ’Vis meddelelser om synkroniseringsudbyder’ fluebenet fra.
Trin 8 – Diagnosticering
Microsoft monitorerer dit Windows-system for at sikre at det fungerer som det skal, men de oplysninger bruges desværre også i tracking og annonce-øjmed.
Den overvågning kan du blokere for inde under ’Sikkerhed og anonymitet’ menuen i indstillinger (Win+’i’), hvor du kan vælge undermenuen ’Diagnosticering og feedback’.
Her skal du slå ’Skræddersyede oplevelser’ fra for at blokere for tilpassede annoncer.