Det populære – men også stormombruste – kinesiske sociale medie TikTok er blevet forbudt på alle enheder tilhørende ansatte i Repræsentanternes Hus.
Det skriver Reuters, der henviser til administrationen i Repræsentanternes Hus.
Repræsentanternes Hus er det ene af de to kamre i den amerikanske kongres, som er den føderale lovgivende forsamling i USA.
Beslutningen følger et lovforslag, der snart træder i kraft og forbyder den kinesiske app på amerikanske regeringsenheder, lyder det.
TikTok-app’en anses for at være ”højrisiko grundet en række sikkerhedsproblemmer,” lød det tirsdag i en meddelelse fra Repræsentanternes Hus’ Chief Administrative Officer (CAO), og derfor skal app’en slettes fra alle enheder, som Repræsentanternes Hus har ansvaret for.
Beslutningen kommer i forlængelse af flere skridt, som flere amerikanske delstatsregering har taget i retning af at forbyde TikTok, der ejes af det Beijing-baserede ByteDance, på deres enheder.
Mindst 19 amerikanske stater har indtil nu – som minimum - delvist blokeret app’en på enheder, som delstaterne har ansvaret for. Det sker af frygt for, at det kinesiske styre kan bruge video-app’en til at overvåge amerikanere samt censurere indhold på app’en.
I en bestemmelse, der er en del af den seneste amerikanske finanslov, og som blev vedtaget i forgangne uge, lyder det, at appen skal forbydes på føderalt håndterede enheder.
Denne bestemmelse træder i kraft, når den amerikanske præsident Joe Biden underskriver den nye lovgivning.
I beskeden, som medarbejderne i Repræsentanternes Hus modtog fra CAO tirsdag, lyder det, at enhver, der har TikTok-appen på deres enhed ville blive kontaktet i forbindelse med at slette appen og blive oplyst om, at fremtidige downloads af appen vil være ulovlige.
De amerikanske lovgivere har – ud over at forbyde TikTok på regeringsenheder – også fremsat et forslag, der skal munde ud i et landsdækkende forbud mod appen.