Af Mette Eklund, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Memory Mic er en lille mikrofon, der forbindes trådløst til mobilen og kan placeres hvor som helst, uafhængigt af, hvor du står og filmer. Der er en lille magnetisk clips bagpå, så den nemt kan sættes på tøjet. Således vil man kunne lave interviews og reportager med en vished om, at lyden får en konsistent kvalitet. Stemmer står med en imponerende tilstedeværelse og klarhed. Men lyden er transparent nok til enhver situation.
Selv musikoptagelser klarer den i en snæver vending. Placer mikrofonen tæt på din guitar, og syng direkte ind i den, så har du optagelser, der fint kan gå til gode Garageband-demoer.
Sikkert i kassen hver gang
Mikrofonen fungerer både til Android og iPhone og forbindes via en tilhørende app. Den optager ikke direkte ned på mobilen. Lyden gemmes først i mikrofonen, dernæst kan du synkronisere den med din smartphone.
Det kan virke lidt omstændeligt, men fordelen er, at du ikke er bundet op på en ustabil trådløs forbindelse, der kan risikere at falde ud midt i en kritisk optagelse. Du er sikker på, at lyden er sikkert i kassen, og det er det ekstra besvær værd.
Memory Mic kræver lidt opsætning samt en kort kalibrering. Det er relativt nemt; dog vil det være uhensigtsmæssigt for nogen, at video skal optages via Sennheisers app. Det er ikke muligt med mobilens indbyggede kamera.
Designet vinder den ikke nogen prisen for. Memory Mic er lidt billigt konstrueret, i ren plast, men den er let, fylder ikke meget og er utrolig nem at tage med, og det er trods alt det vigtigste.
Pris: 1479 kroner