Artikel top billede

(Foto: Lars Jacobsen)

Om tre uger går det løs: Kæmpe chip-orgie i Las Vegas vil få stor betydning for pc-markedet

AMD, Intel og Nvidia står alle tre klar med en flodbølge af lovende chips.

2025 bliver et noget atypisk hardware-år.

Hvor der normalt plejer at været en del lanceringer af nye processorer og chips op til det glohede julesalg, er der ikke sket noget stort siden sommerens lanceringer af processor-nyheder fra Intel, AMD og Qualcomm.

Når elektronikmessen CES åbner portene 7. januar i det nye år, står den til gengæld på en ketchup-effekt af chip-nyheder, da både Intel, AMD og Nvidia ser ud til at have de helt store nyheder stående klar.

Intel: (næsten) helt ny laptop-portefølje

Den amerikanske chip-specialist, var den eneste der stod klar med nogle større nyheder dette efterår med lanceringen af to budgetbaskere til gamerne: Grafikkortene Arc B580 og B570.

Det agter selskabet at følge op på, ved at lancere intet mindre end 22 nye processorer tiltænkt laptops og andre slanke og lette enheder. Hele serien er blevet lækket denne uge.

Hvad man skal ønske sig i en ny maskine, vil dog kræve en del research, for selskabets portefølje lader til at blive delt op i fire serier, hvor flere af serierne ligner gammel vin på nye flasker.

Core 200-serien: Her vil ikke være nyt at finde, da den ombordværende arkitektur er baseret på Raptor Lake, som Intel har anvendt siden 2022.

Disse vil udkomme i Core 5, Core 7 og Core 9 varianter i både H (performance) og U (strømeffektive) vresioner.

Core Ultra 200U serien: Her byder Intel igen på en revision af en ældre arkitekur, Arrow Lake fra 2023, kendt fra Core Ultra 100-serien, hvilket dog betyder, at her er inkluderet en (beskeden) neural chip. Disse kommer i U-versioner.

Core Ultra 200H: Her byder Intel på deres første helt nye chip i form af en revideret version af selskabets nyeste ’Lunar Lake’ arkitektur.

Her kan regnes med selskabets stærkeste indbyggede grafik, AI-evner og højeste enkeltkernet ydelse. H-betegnelsen indikerer, at der vil være tale om performance-CPU’er.

Core Ultra 200HX: HX-chips plejer at være der, hvor Intel processorer får lov til at ramme de højeste frekvenser (og højeste forbrug).

Regn med at disse styrer mod de kraftigste gaming-laptops og bærbare workstations på markedet.

AMD: Et nyheds-orgie

Mens Intel genopvarmer nogle nyheder, står den på et regulær lavine af nyheder fra ærkerivalen AMD.

Ifølge netmediet Notebookcheck vil der være fem vægtige nyheder fra selskabet:

Strix Halo: Intels stærke nye laptop-processorer får at gøre med en revolutionerende ny serie døbt ’Strix Halo’.

Her vil være en overflod ikke bare af cpu-kerner men også grafikkerner, mens der bydes på langt mere båndbredde til hukommelse.

Det giver mulighed for op til 128 gigabyte hukommelse og en indbygget grafik, som kan måle sig med et RTX 4060 grafikkort, lyder det.

Fire-serien: Intel vil også skulle dyste med 9000-serien af laptop-processorer en revideret version af selskabets potente Strix-baserede 8000-serie.

Disse vil ledsages af en mere forretningsfokuseret serie døbt ’Kraken Point’. En Ryzen Z2-extreme for

RX 8700 XT grafikkort: AMD er inden længe klar med en længe ventet RX 8000 grafikkort, som skal gøre selskabet konkurrencedygtig i mellemsegmentet, hvor det skal dyste med Nvidias kommende RTX 5070 serie.

Toppen af Ryzen 9000X3D-serien: Mens AMD har sat sig på performance-tronen hvad gælder desktop- og gaming-maskiner, er der et hul i toppen af selskabets serie, hvor Ryzen 9900X og 9950X mangler at få den lynhurtige 3D-cache.

Den skulle blive annonceret snart.

Nvidia: Gør plads til grafik-monsteret

Hos Nvidia vil CES danne rammen om lanceringen af selskabets mest avancerede grafikchip til dato. Selskabets stærke og AI-optimerede ’Blackwell’ arkitektur står nemlig til at debutere.

Topmodellen bliver et bæst af et kort, som fødes med 32 gigabyte lynhurtig GDDR7 hukommelse og rygtes til at have et strømforbrug som vil flirte med svimlende 600 watt.

Derefter følger et noget mere neddroslet RTX 5080 med og RTX 5070 Ti, begge født med 16 gigabyte GDDR7 hukommelse, efterfulgt af RTX 5070 med 12 gigabyte GDDR7 ram.

Et mere prisvenligt RTX 5060 skulle også være i støbeskeen, men kommer først på et senere tidspunkt lyder det.