Først en advarsel: Du kan godt se den nye Netflix-film Carry On – der som bekendt betyder håndbagage – sammen med et familiemedlem, der ved lidt om moderne lufthavnssikkerhed.
Men hvis vedkommende har tendens til at brokke sig højlydt, når handlingen bliver for fjollet, så hav som minimum rigeligt med rødvin eller andre let bedøvende substanser på bordet, så du kan se den i fred.
I front er den vennesæle, men ellers let opgivende Ethan Kopek (Taron Egerton), der typisk møder en smule for sent til jobbet som security-ansat i Los Angeles lufthavn.
Han har droppet drømmen om at blive politibetjent for i stedet – måske en dag og hvis han ellers lige orker – at blive forfremmet til en plads blandt dem, der scanner håndbagagen.
Mod sig har han den unavngivende rejsende spillet af Jason Bateman (Ozark m.m.) i en usædvanligt ond rolle.
Han er del af en topprofessionel konspiration, der midt i juletravlheden vil smugle en kuffert med noget virkeligt grumt ombord på et fly.
De velforberedte kriminelle lejesvende har hacket sig ind i lufthavnens kameraovervågning og afpresser Ethan med dødstrusler mod hans gravide kæreste, så han ser gennem fingre med smugleriet.
Ethan forsøger sig med lidt halvhjertet modstand, men er i lange stræk lammet af skræk og gør ellers mere eller mindre som han får besked på.
Dét er til gengæld ikke sært. Skurkene statuerer gerne eksempler for at holde ham på sporet, og som de fleste af os andre er Ethan ikke skåret over samme læst som Bruce Willis’ dødsforagtende John McClane i navnlig Die Hard 2 – den med lufthavnen – som Carry On læner sig op ad.
Først i anden halvdel af filmen får skurkene mere modstand.
Især fra filmens virkelige helt; den stædige og handlekraftige Homeland Security-agent Danielle Deadwyler (Elena Cole), der fornemmer at her er ugler i mosen.
Undervejs får Ethan da også gravet dybere i mavesækken efter en rest mod, og mere skal ikke afsløres her.
Carry On holder spændingsniveauet og er ofte ret sjov, men også en kende ujævn. Særligt vil skeptikere nok undre sig over, hvor nemt det åbenbart er at bevæge sig stort set frit mellem sikkerhedszonerne i en af verdens mest velbevogtede lufthavne uden at nogen rigtig aner uråd.
Men kan du se bort fra det – samt bære over med, at hovedpersonen det meste af tiden er en vatnisse med omtrent samme civilcourage som en søvnig hamster – så er filmen helt fin juleunderholdning.
Særligt gør den ellers så fredsommelige Jason Bateman det eminent som cool, navnløs skurk med overblik, solid timing og afkoblet moral.
Seriekendere vil også glæde sig over et gensyn med Dean Norris (svoger Hank fra Breaking Bad) som mavesur sikkerhedschef.