Dansk priskrig på mobil Messenger

CBB Mobil forsøger med en pris på ni øre per tekstbesked at starte en ny priskrig på mobilområdet. Slagmarken er dog flyttet til en mobil udgave af Microsofts beskedtjeneste Messenger, hvor CBB i løbet af kort tid har fået 10.000 brugere. Telmores direktør er imponeret.

Mere end en million danskere bruger Microsofts beskedtjeneste Messenger på nettet, og det kan blive grundlaget for en ny priskrig på mobilmarkedet.

Det Sonofon-ejede mobilselskab CBB Mobil har siden begyndelsen af året kørt en større kampagne for tjenesten Mobile Messenger.

Her får brugerne en lille java-applikation, så de, via teknologien GPRS, kan bruge mobiltelefonen som en mobil udgave af Messenger-tjenesten, og kan se, hvem der er online, og skrive til hinanden.

- En underleverandør har udviklet en klient, som kører på alle Java-telefoner, så du behøver ikke en smartphone for at gøre det her. Vi kan gå bredere ud i markedet, siger Teddy Søgaard Pedersen, administrerende direktør for CBB Mobil.

10.000 brugere

Mobilselskabet har med en stor marketing-kampagne siden nytår fået 10.000 brugere af tjenesten, og det har ifølge Teddy Søgaard Pedersen samtidig givet et hop i antallet af nye kunder.

Han ser det derfor som noget, der på længere sigt kan være med til at rykke markedsandele på det private marked.

Hos konkurrenten Telmore har man overvejet at indføre en lignende tjeneste, men i første omgang valgt at se tiden an, fordi det er ikke brugervenligt nok endnu. Telmores administrerende direktør, Allan Christiansen, er dog imponeret over CBB's brugeropbakning.

- Det er flot, hvis det er 10.000, som hyppigt bruger det. Det er positivt overraskende for mig, for det vidner om, at der er et skred i hele den måde, mobiltelefonen fungerer som en forlænget arm for pc'en, når man går ud af døren, siger han.

Brugerne kan selv

De danske mobilbrugere har uanset selskab længe haft muligheden for at gå på nettet og selv finde en java-applikation, som tillader brug af Messenger på mobilen.

Flere af disse applikationer er gratis men kræver teknisk indsigt at sætte op på telefonen. Til gengæld skal man blot betale for GPRS-trafikken.

Det samme har gjort sig gældende hos CBB Mobil, men her ændrede man onsdag prisstruktur, så GPRS-trafikken fremover er gratis, når man bruger Messenger-tjenesten på sin mobiltelefon.

Til gengæld betaler brugerne ni øre per besked, de sender, mens det er gratis at modtage.

- Mange siger at priskrigen er stoppet, men det er den ikke. Den er bare flyttet over på nye teknologier som GPRS, siger Teddy Søgaard Pedersen fra CBB Mobil.

Dertil kommer, at en besked i Messenger kan være 259 tegn, mens en SMS-besked er begrænset til 160 tegn.

Dyr GPRS-trafik

Sonofon-ejede CBB Mobil har valgt den simple model med ni øre per besked, fordi det er for dyrt at afregne direkte for den trafik, der kører via GPRS.

Hos CBB Mobil koster en megabyte data 10 kroner, og ifølge Teddy Søgaard Pedersen ville det koste otte kroner i døgnet alene i trafik, før den første besked er skrevet, hvis Messenger-klienten hele tiden er i kontakt med serveren.

CBB Mobil har ikke indgået noget samarbejde med Microsoft om tjenesten, selvom den deler navn med Microsofts egen Mobile Messenger.

Hos Microsoft er grundlaget SMS og ikke GPRS. Det vil sige, at man modtager og sender en SMS-besked for hver besked, der ryger frem og tilbage. Det koster almindelig SMS-takst at sende en besked, mens det koster en krone at modtage beskeder.

Microsoft har i Danmark indgået et samarbejde med blandt Telia og TDC om tjenesten, men selskabet ønsker ikke at oplyse, hvor mange der benytter den.

Næste skridt fra CBB Mobil bliver at tilføje nyheds- og dating-tjenester til mobiltelefonen.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere