Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Trygge ­oplevelser ­­­ på nettet

Internettet er fyldt med spændende oplevelser og praktiske funktioner. Desværre lurer der også farer. Men når du ved, hvor truslerne gemmer sig, kan du trygt navigere rundt.

Af Aksel Brinck, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er så mange spændende oplevelser med nettet og så mange praktiske funktioner derude, at man næsten ikke kan forestille sig et rent offline-liv. Men der lurer også farer. Kriminelle miljøer har for længst opdaget, at nettet kan bruges til at udnytte, narre og bestjæle både svage og stærke sjæle.

Farerne lurer ikke rundt om hvert eneste ”gadehjørne”, men de er der. Heldigvis skal du blot vide, hvor truslerne befinder sig og tage nogle enkle forholdsregler. Så kan du trygt bevæge dig rundt i den onlineverden, som tilbydes på computere, mobiltelefoner og tablets.

De fleste ved i dag, at man ikke skal klikke på et link i en mail fra en ukendt modtager eller med et mistænkeligt udseende. Alligevel er det stadig den mest almindelige adgangsport for malware, som man samlet kalder computervirus og lignende trusler på nettet. Men malware gemmer sig mange andre steder. En hjemmeside kan være inficeret med en ondsindet kode, som spreder sig til uheldige brugere. Du kan også være udsat, når du downloader programmer eller apps, og du kan blive narret til at udlevere private oplysninger til uønskede modtagere i en onlinehandel.

Det kan der ske
De senere år er særligt de malwaretyper vundet frem, som it-kriminelle kan bruge til at angribe websites og til at tjene penge. For eksempel kan du få et ondsindet program ind, en ”trojansk hest”, som åbner en ”bagdør” til din computer, så der kan installeres endnu mere malware, eller så computeren kan indgå i et netværk, der angriber en bestemt hjemmeside for et firma eller en statsinstitution. Eller du kan få en særlig virus, en ”orm”, ind i din computer, som herefter sender en mail med et orme-link til alle personer i din digitale adresse-bog. Også ransomware er blevet mere udbredt. Denne type malware krypterer indholdet på computere eller servere, så man ikke kan få adgang til filer og dokumenter, før der er betalt løsepenge til forbryderne for en dekrypteringsnøgle.

Mere uskyldig er adware, der eksponerer dig for reklamer, mens du bruger nogle af dine programmer. Men irriterende og ressourcekrævende er det. Og det skal fjernes hurtigst muligt.
Det allerbedste, du kan gøre mod truslerne, er at installere et såkaldt antivirusprogram, som vel at mærke kan meget mere end at fjerne virus. Vælg en sådan sikkerhedspakke fra en anerkendt leverandør – for eksempel F-Secure, Symantec, McAfee, ESET eller Kaspersky – og sørg for, at den holdes opdateret. Det kan du indstille den til at gøre automatisk.

Til pc’er findes der udmærkede, gratis sikkerhedsprogrammer, for eksempel Microsofts Windows Defender. Du kan også vælge sikkerhedssoftware, der er direkte rettet mod at finde og fjerne malware, for eksempel Malwarebytes, der er et supplement til en generel sikkerhedspakke. Sikkerhedsprogrammer kan købes i elektronikbutikker som FONA eller hentes på nettet.

Windows-pc’er mest udsat
Stationære og bærbare computere med Windows er de mest udsatte på nettet – ganske enkelt fordi Windows er det mest udbredte styresystem. Mac-computere er mindre udsatte, men ikke uden for risiko, så også her anbefales det at installere et sikkerhedsprogram.

For ikke så mange år siden var malwareangreb på mobiltelefoner mere en god pressehistorie, end noget man reelt burde frygte. Men smartphones – og siden tablets – har gjort de mobile platforme mere udsatte. Heldigvis kan mange sikkerhedspakker til pc’er også beskytte din mobil eller tablet uanset styresystem (iOS, Android eller Windows). Risikoen for malware på mobile enheder er stadig noget mindre end på pc’er, men hvorfor ikke tage denne ekstra beskyttelse med? Så er du på den sikre side.

De moderne sikkerhedspakker tilbyder også tjenester som lager i skyen, og de kan hjælpe med at blokere og eller slette alt indhold på din computer eller mobile enhed, hvis den bliver stjålet – eller sågar lokalisere, hvor enheden befinder sig. Så er det ikke længere så sjovt at være tyv!

Vær for­sigtig ved e-handel
Du får sjældent virus på computeren, når du køber forbrugsgoder i netbutikker. Men der lurer andre farer. Pas på alt for gode tilbud. Måske bliver du lokket ind i en webshop uden varer, som blot hæver dine penge eller sælger dine betalingsinformationer videre. Køb kun i butikker, som du kender, eller som er et anerkendt brand. Danske netbutikker bør have E-mærket (tjek også på www.emaerket.dk, om den aktuelle butik med E-mærke-logo rent faktisk er registreret).

Mange små netbutikker har for dårlig sikkerhed. Selvom disse shops ikke har tvivlsomme hensigter, kan du alligevel risikere, at din identitet og betalings-id bliver opsnappet af ”hackere”. Der har været meget fokus i pressen på dette problem, så situationen er sikkert i bedring, men risikoen er som regel mindre i de større netbutikker, som har ekspertisen og økonomien til at sikre sig bedst muligt.

Beskyt ­dine børn

Hvis du vil beskytte forhindre dine børn mod at foretage bestemte ting på en Windows-pc, går du ind på
account.microsoft.com/family (log ind med din Windows-kode).

Her kan du angive, hvilke børn (Windows-konti) der skal være omfattet af familiebeskyttelsen, og du kan eksempelvis bestemme, om adgangen til bestemte websider skal blokeres. Mere avancerede løsninger tilbydes af de fleste leverandører af sikkerhedspakker, og forældrekontrol, som det hedder, indgår ofte som en feature blandt mange i pakkerne. Mobile enheder er som regel inkluderet. Du kan også finde mere eller mindre gratis løsninger på nettet, for eksempel K9 Web Protection og Qustudio.

Fleksibel ­beskyttelse
Denne sikkerhedspakke beskytter både pc’er, Mac’er, smartphones og tablets. Du vælger abonnement ud fra antal enheder, du vil beskytte, og du kan nemt flytte beskyttelsen til en nyindkøbt enhed. Kan bruges på op til 5 enheder, så hele familien trygt kan gå på nettet.
F-secure Safe

QM02_internet04

Elegant og ­sikker
Ligesom med Samsung-tabletten kan denne smartphone børnesikres med Kids Mode og beskyttes med sikkerhedspakker. En af markedets lækreste Android-mobiler, og med en kæmpe 5,7” Quad HD Super Amoled-skærm, der elegant bukker ud over siderne.
Samsung Galaxy S6 Edge+

QM02_internet03

Børnesikker tablet
Du kan hurtigt tjekke nettet med denne flotte 9,7” Android-tablet, der kan beskyttes med de fleste sikkerhedspakker. Den har en særlig Kids Mode, så du kan styre dit barns brug af enheden, og der medfølger 100 GB gratis lagerplads på Microsoft One Drive.
Samsung Galaxy Tab A

QM02_internet02