Millionopkøb skaber dansk Google-gigant

Den tidligere Eurotrust-koncernchef Brian Mertz Pedersen har gennem sit nye selskab Danmark Online købt konkurrenten Notabene.net. Dermed skaber han en nordisk gigant inden for søgemaskineoptimering med 27 ansatte og en større tocifret millionomsætning.

Googles børsnotering har været med til at skabe eufori på markedet for søgemaskiner, og den tidligere koncernchef i børsnoterede Eurotrust, Brian Mertz Pedersen, vil have del i den vækst.

Derfor har han gennem sit selskab Danmark Online købt konkurrenten Notabene.net, som med ni ansatte er et af de ældste firmaer i Danmark inden for disciplinen søgemaskineoptimering.

Til sammen skal de to selskaber skabe stor vækst på området, hvor indtjeningen primært ligger i at give virksomheder bedre synlighed i søgemaskiner som Google.

- Vi er ude på at få vækst inden for vores forretningsområde. Notabene har været med siden 1998 og er meget respekteret, siger Brian Mertz Pedersen om opkøbet.

Eksplosiv vækst

Markedet for søgemaskineoptimering er i eksplosiv vækst, hvilket tydeligst er kommet til udtryk i Googles storstilede børsnotering og senest i et nyt rekordkvartal hos Google, hvor overskuddet blev næsten otte-doblet.

Med sammenlægningen af Danmark Online og Notabene.net har Brian Mertz Pedersen skabt et firma med i alt 27 ansatte, hvilket er med til at bringe det helt i front på nordisk plan.

- Det betyder, at vi får stordriftsfordele og kan opnå bedre priser på den trafik, vi handler ind hos søgemaskinerne. Vi kan også tage større klienter ind, som kører globale kampagner og ikke kun er interesseret i det skandinaviske marked, fortæller Brian Mertz Pedersen.

Allerede i 2005 forventer den tidligere Eurotrust-chef at nå en bruttofortjeneste i det nye selskab i størrelsesordenen 22 til 25 millioner kroner.

Notabene-navnet vinder

Købesummen oplyses ikke, men den betales halvt med kontanter, halvt med aktier i Danmark Online. Brian Mertz Pedersen har i den forbindelse skudt flere af sine egne penge ind i selskabet.

I første omgang bliver Notabene.net et datterselskab i koncernen, men på længere sigt er planen at integrere de to selskaber. Allerede nu dropper man dog navnet Danmark Online, så Notabene.net bliver det navn, der fremover bruges.

Søgemaskineoptimering foregår enten ved at optimere virksomheders hjemmesider, så de får en bedre placering i søgeresultaterne, eller ved at rådgive om køb af annoncer som i Googles populære Adwords-program.

Etisk optimering

Her så Brian Mertz Pedersen Notabene.net som den eneste mulighed for opkøb på det danske marked, specielt fordi selskabet har holdt sig fra nogle af de mere tvivlsomme muligheder på markedet.

- De laver søgemaskineoptimering på den gode gammeldags måde og ikke med såkaldte doorway-sider. Hvis søgemaskinerne går ind og laver regler mod det, så står man i en dum situation med en masse sure kunder, siger han.

Det nye Notabene.nets største konkurrent bliver danske Netpointers, og her oplevede man netop at få en bekymret kunde, da SAS-hotellerne for nogle måneder siden blev sortlistet hos Google, sandsynligvis på grund af de brugte metoder for søgemaskineoptimering.

Brian Mertz Pedersen trådte ud af Eurotrust i december 2003 og gik måneden efter i gang som selvstændig i Danmark Online. Han har tidligere stiftet selskabet Virus112.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Brother Nordic A/S
Import og engroshandel med kontormaskiner.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere