I dag går danskerne til valg. Efter endnu en valgkamp hvor emner fra it-området har spillet en ikke-eksisterende rolle - også selv om vi er et samfund, som konstant er under cyberangreb.
Og også selv om vi tilsyneladende har skabt en stor digital underklasse, som på grund af manglende evner og firkantede systemer er afskåret fra fuldt at kunne deltage i samfundet.
Og også selv om et it-erhverv i vækst mangler arbejdskraft, især på it-sikkerhedsområdet - og der alligevel er nedlagt engelsksprogede uddannelser, besværliggjort ansættelsen af udenlandske medarbejdere og etableret regler, der besværliggør flyt mellem uddannelser.
Og også selv om forpersonen for udvalget, der skal følge implementeringen af regeringens nye digitaliseringsstrategi, i en spændende dobbeltrolle også er direktør for Microsoft.
Alt sammen store og/eller principielle emner der stort set har været fuldstændig fraværende i valgkampen - og i debatten de seneste år.
Det er ikke politikernes skyld
Men det er ikke nødvendigvis politikernes skyld. Det er også it-erhvervets.
For når it-erhvervet og virksomhederne i branchen skal debattere politik, handler det alt for ofte om konkrete teknologier som 5G eller cloud - eller dækker over en slet skjult agenda om at sælge flere licenser eller timer til det offentlige.
Faktum er, at ingen branche får politisk opmærksomhed ved at råbe op eller fremvise detaljerede PowerPoints.
Det får man gennem et hårdt slid, ved selv at stille op, ved at indgå i dialog med politikerne løbende og ved at invitere kandidater og ministre ud på virksomhedsbesøg.
Kort sagt: Ved at involvere sig uden for sin budget- og komfortzone. Og ved helhjertet at deltage på steder som Folkemødet - og ved at have og stå ved en holdning til andet end licenser og konsulenttimer.
Det kunne være emnerne listet herover.
Eller det kunne være diskussionen om, hvordan corona og teknologi har øget hjemmearbejde – og hvad det betyder for børnefamilier, miljøet eller reglerne hos arbejdstilsynet.
For slet ikke at tale om, hvorvidt moderne undervisning har ramt den rigtige balance mellem tech og fordybelse.
Der er nok at tage fat på. Som der bør tages fat på.
Men det kræver, at det handler om politik og ikke om processorer.
Landbruget fylder langt mere - men med meget færre folk
Spørg bare landbruget, som med succes har fyldt i valgkamp efter valgkamp med bondesamfunds-nostalgi og drømme om bølgende kornmarker - selv om langt flere danskere arbejder med moderne teknologi.
Eller spørg medstifter og direktør André Rogaczewski fra Netcompany, som nærmest har etableret sit eget partiprogram komplet med stor og velbesøgt stand på Folkemødet.
Handler det om Netcompany? Selvfølgelig gør det det. Men det handler også oftest om meget andet.
For når politik og valg er bedst, handler det om, hvilket samfund vi gerne vil leve i.
Her er der bare mere svung over frihed, lighed, broderskab end over MitID, MobilePay og mere tid til kerneopgaven gennem øget brug af teknologi.
Derfor blev it (heller) ikke en del af denne valgkamp.