Artikel top billede

Danske advokater hårdt ramt af langvarigt nedbrud af NemID: Forlanger nødplan

Mange danske advokater har ikke været i stand til at passe deres arbejde på grund af kæmpe-nedbruddet af NemID. Nu forlanger de, at der bliver udarbejdet en nødplan.

Et stort antal danske advokater har ikke været i stand til at passe deres arbejde ordentligt i den forgangne uge på grund af det store nedbrud, som ramte NemID for en uge siden.

På grund af nedbruddet har det nemlig været umuligt for advokaterne at få adgang til minretssag.dk, som advokaterne anvender til eksempelvis at indgive stævninger og andre dokumenter.

Den slags er omfattet af tidsfrister. Og dem har advokaterne i mange tilfælde haft svært ved at overholde på grund af det langvarige nedbrud.

“[Nedbruddet har] givet store udfordringer for advokaterne at overholde for eksempel søgsmålsfrister og frister for indgivelse af processkrifter med videre. Det kan forudses, at der på baggrund af nedbruddet kan opstå en række tvister om, hvorvidt fristerne er overholdt,” lyder det fra Advokatsamfundet, der er brancheorganisation for de danske advokater.

Advokatsamfundet forlanger nu, at den danske stat og Domstolsstyrelsen får udarbejdet en alternativ metode, så advokaterne ikke fremadrettet risikerer at blive helt afskåret fra at kunne anvende systemer i en længere periode.

“Der er ingen fremgangsmåde for, hvordan sagerne skal håndteres, når sådanne tekniske problemer opstår,” siger formanden for Advokatrådets procesretsudvalg, Nikolaj Linneballe.

Ifølge ham har det langvarige nedbrud vist, at det nuværende system er ‘meget sårbart i sådanne situationer.’

“Da vi må forvente at lignende nedbrud også vil forekomme i fremtiden, vil vi tage kontakt til Domstolsstyrelsen for at sikre, at der så hurtigt som muligt bliver udarbejdet en løsning, så vi ikke næste gang står uden nogen plan B,” meddeler han.

Forlanger redegørelse

Det langvarige nedbrud fik mandag Digitaliseringsstyrelsen til at forlange en redegørelse fra Nets, der står bag NemID.

Den alvorlige tone skyldes, at NemID er Danmarks nationale login-løsning og derfor regnes for at være samfundskritisk infrastruktur på linie med eksempelvis strøm- og vand-forsyning.

Allerede for en uge siden gav to af Danmarks fremmeste it-sikkerhedseksperter i disse spalter udtryk for, at nedbruddet var kritisk, i det det har betydet, at mange danskere ikke har været i stand til at logge på eksempelvis Digital Post, Borger.dk og lignende.

Også landets jobcentre og lignende har været ramt.