Dansk net-knudepunkt skal køre på diesel

Uni-C har valgt at investere flere millioner kroner i en dieselgenerator, som kan sikre nødstrøm til det statslige it-selskabs lokaler i Lyngby. Her står blandt andet dansk internets knudepunkt, DIX'en, som i sidste uge blev ramt af endnu et strømsvigt.

En dieselgenerator er på vej til det statslige it-selskab Uni-C's lokaler i Lyngby, der i sidste uge blev ramt af en strømafbrydelse for anden gang på lidt mere end et år.

Strømafbrydelserne gik både ud over DIX'en - det sted, hvor danske internetudbydere udveksler trafik - og de firmaer, som har deres servere placeret tæt på DIX'en.

Uni-C har en lang række mindre UPS'er - batteridreven nødstrøm - men de holdt kun i gennemsnit 20 minutter, og på det tidspunkt var strømmen stadig ikke kommet igen.

Stort strømsvigt gav gennembrud

Risikoen for, at det sker igen, skulle gerne være fjernet fra foråret 2005.

Uni-C har nemlig valgt at bruge flere millioner kroner på at købe en dieselgenerator, der i tilfælde af strømsvigt kan levere en kapacitet på én megawatt.

It-selskabet har tidligere forsøgt at hente opbakning fra kunderne til at investere i sådan et anlæg, som kan sikre driften i tilfælde af længerevarende strømudfald.

Det var ikke muligt, indtil et større strømsvigt sidste år ramte hele Østdanmark.

Dansk Internet Exchange Point (DIX)

DIX'en er mødepunkt for alle større danske internetudbydere. De har alle kraftige dataforbindelser til DIX'en i Lyngby, hvor de hver især har stillet netværksudstyr op, som sørger for at udveksle trafik.

Det mest anvendte udstyr en router af mærket Cisco 7200, der har rigelig med hestekræfter til at trække en eller to gigabit-forbindelser.

Økonomien i DIX'en skal blot hvile i sig selv, og udgifterne er derfor ligeligt fordelt mellem udbyderne efter, hvor meget datakapacitet de bruger.

Ideen med DIX'en var oprindeligt, at internetudbyderne undgik at sende indbyrdes trafikken via udlandet, hvilket er dyrere.

- Vi spurgte, om de ville betale ekstra for dieselbaseret nødstrøm, men fandt ikke interesse. Efter det store strømsvigt fik piben en anden lyd, fortæller divisionsdirektør Martin Bech fra Uni-C.

Dieselgenerator næste år

Beslutningen blev taget sidste år, men det har været en langstrakt proces, og Uni-C er først nu i gang med et begrænset udbud.

Det statslige it-selskab regner med, at dieselgeneratoren med kabling, omlægning af driften og test først er endelig klar til foråret.

Martin Bech mener i øvrigt ikke, at de strømudfald, der har ramt Uni-C, har haft nogen betydning for den danske internettrafik.

- I Danmark skal alle internetudbydere ud over deres DIX-forbindelse have en udlandsforbindelse, og den skal være separat fra DIX'en. Hvis DIX'en rammes af driftsstop, så svinger al trafikken over og kører på den anden forbindelse, siger han.

Det betyder dog stadig, at udbyderne får en højere belastning af deres udlandsforbindelser.

Hostingkunder ramt

I samme lokaler som DIX'en driver Uni-C dog også et hosting-center, hvor private firmaer kan opstille servere og betale for de kraftige linjer ind og ud af huset.

For de firmaer betød sidste uges strømsvigt, at de var helt ude af cyberspace, og den risiko skulle gerne være fjernet, når det nye nødstrømsanlæg er installeret næste år.

- Hosting-delen opstod, fordi nogle af dem, der alligevel var på DIX'en, gerne ville have mere udstyr stående derude. I dagens Danmark er der ikke nogen særlig teknisk fordel ved at have servere ude i DIX'en, for der er gode redundante forbindelser fra DIX'en til alle andre hosting-centre, fortæller Martin Bech.

Selvom hosting-delen og DIX'en deler lokaler er de to ting dog skarpt skilt ad.

- Vi har en meget skrap regel om, at de i DIX'en ikke må stille andet udstyr end netværksudstyr. Hvis vi ser servere eller andet i de skabe, som hører til DIX'en, så er det ud af vagten, siger datakommunikationschef Ole Kjærgaard fra Uni-C.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Despec Denmark A/S
Distributør af forbrugsstoffer, printere, it-tilbehør, mobility-tilbehør, ergonomiske produkter, kontor-maskiner og -tilbehør.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Industry 4.0 – sådan udnytter du AI og digitalisering til optimering af din produktion.

På denne konference fokuserer på en digitaliseret optimering af processer i produktions- og procesorienterede virksomheder. Herved bliver du f.eks. i stand til at kombinere maskiner med sales forecasting og derved planlægge anvendelsen af produktionsapparat og medarbejderallokering effektivt – samt begrænse materialespild og nedetid ved at optimere produktionsplanlægning og omstilling af produktionsmateriel.

04. september 2024 | Læs mere


Roundtable for sikkerhedsansvarlige: Hvordan opnår man en robust sikkerhedsposition?

For mange virksomheder har Zero Trust og dets principper transformeret traditionelle tilgange til netværkssikkerhed, hvilket har gjort det muligt for organisationer at opnå hidtil usete niveauer af detaljeret kontrol over deres brugere, enheder og netværk - men hvordan implementerer man bedst Zero Trust-arkitekturer i et enterprise set up? Og hvordan muliggør Zero Trust-arkitekturen, at organisationer opnår produktivitetsfordele med AI-værktøjer samtidig med, at de forbliver sikre i lyset af fremvoksende trusler?

18. september 2024 | Læs mere


Nye forretningsmæssige gevinster med Microsoft Dynamics 365

Eksperter fra CGI stiller skarpt på hvordan, du lærer også hvorfor det er vigtigt at have fokus på både processer, teknologi og mennesker - og hvordan du kommer i gang med løbende optimering af forretningsudvikling.

25. september 2024 | Læs mere