DR skrotter Real til fordel for Microsoft

Det er for dyrt for DR at producere digitalt indhold til Real Media-formatet. Derfor skifter DR Interaktiv nu til Microsofts Windows Media-format. Døren står dog på klem for at skifte til et uafhængigt format, når DR's digitalisering er gennemført.

Det er for dyrt for Danmarks Radio at producere digitalt indhold, som skal distribueres via internettet, hvis det skal ske med Real Media. Selskabet skifter derfor til Microsofts Windows Media-format.

Real Media har indtil nu været den teknologi, DR har anvendt til at distribuere eksempelvis tv-indslag online.

Men med den fuldstændige digitalisering af DR's produktioner vil det blive for dyrt, hvis det fortsat skulle baseres på Real Media.

Derfor vil DR gå over til at benytte Windows Media, som i praksis vil være stort set gratis for DR.

- Det er gratis for os at producere i Windows Media, og det er samtidig supervigtigt for os, at det også er gratis for slutbrugerne, siger programchef Karen Westman Hertz fra DR Interaktiv.

Foreløbig bliver Windows Media det eneste format, som DR vil tilbyde på sine internettjenester.

Kan ikke nå alle

Både Microsofts og Reals formater er lukkede patentbeskyttede formater, som er begrænset både i softwareudvalg og platforme. For DR betyder det, at DR fortsat ikke kan nå ud til alle brugere på trods af et skift til et nyt format.

98,3 procent af brugerne på DR's internettjenester har mulighed for at afspille multimedieindhold i Windows Media-formatet.

- Det er klart, at vi gerne vil ud til 100 procent. Den gruppe, som har størst problemer, er Linux-brugerne, som udgør 0,4 procent af vores brugere, siger Karen Westman Hertz.

Hun håber, at DR i fremtiden vil få mulighed for at nå ud til samtlige brugere, eventuelt ved at tilbyde flere forskellige formater. Det er dog endnu ikke muligt, fordi DR fortsat er i gang med at digitalisere hele sin produktion.

En anden mulighed er, at DR på et tidspunkt vil skifte til et uafhængigt og åbent format, som både giver de samme fordele som Windows Media og kan nå ud til hele brugergruppen. Det er dog ikke en opgave, som DR vil være i stand til at løfte alene.

Derfor holder DR øje med, hvad man gør hos eksempelvis BBC og de øvrige tv-stationer i det europæiske samarbejde for public service tv-stationer, European Broadcasting Union.

- Det giver mening, fordi det er dyrt at se på alene. Vi har ikke ubegrænsede midler. Desuden er vi indholdsleverandører og ikke softwareudviklere, så det er oplagt at løse det på europæisk plan, siger Karen Westman Hertz.

Microsoft granskes af myndigheder

Microsoft udkæmper i øjeblikket en monopolsag i både USA og EU, hvor det netop er udbredelsen af Microsofts egen afspilningssoftware, som har vakt konkurrenternes vrede og myndighedernes opmærksomhed.

Microsoft distribuerer sin software gratis sammen med sine styresystemer. Dermed ligger softwaren på langt størstedelen af alle pc'er i både EU og USA.

Konkurrenter som Real er imidlertid tvunget til at få brugerne til at downloade og installere Reals software, før brugerne kan se videoklip eller høre internetradio i Reals formater.

Real, som engang var førende på streaming-teknologi til almindelige internetbrugere, forsøger at svare igen på Microsofts massive markedsandel ved blandt andet at alliere sig med Linux-distributører. På den måde kan Real forsøge at få fodfæste blandt de platforme, som Microsoft ikke vil røre i øjeblikket.

Real er desuden kommet i søgelyset hos Apple ? en anden af Microsofts rivaler. Real har gjort det muligt for sine brugere at afspille den musik, som kan købes online gennem Apples Itunes Music Store.

Det vækker ikke begejstring hos Apple, som selv er interesseret i at bevare kontrollen med Itunes, fordi salget af Apples musikafspiller Ipod er knyttet til selskabets succesfulde online-musikforretning.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Alfapeople Nordic A/S
Rådgivning, implementering, udvikling og support af software og it-løsninger indenfor CRM og ERP.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Bliv klar til AI Act: Det vil påvirke både din udvikling, drift og organisation

Fordelene ved at anvende kunstig intelligens bliver stadig mere udtalte, og både som virksomhed og myndighed er det i stigende grad uholdbart ikke at udforske mulighederne. Men der er også risici forbundet på den nye teknologi, og på dette formiddagsseminar ser vi på, hvordan verdens første regulatoriske kompleks – EUs kommende AI Act – adresserer behovet for en etisk, ansvarlig og kontrolleret anvendelse af AI.

20. august 2024 | Læs mere


Det Digitale Produktpas

Kom med og hør om, hvordan du kommer i gang med at sikre din virksomhed er klar til Det Digitale Produktpas. Vi sætter fokus på, hvordan du bliver klædt på til at få styr og struktur på dine data, samt hvilke krav du skal sætte til dine leverandører og andre i din værdikæde, for at sikre den nødvendige information er tilgængelig.

21. august 2024 | Læs mere


Cyber Security Summit 2024

På Cyber Security Summit får du indsigt i det aktuelle trusselslandskab, overblikket over de nyeste værktøjer og trends indenfor sikkerhedsløsninger, indsigt i de relevante rammeværktøjer og krav samt de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

27. august 2024 | Læs mere