France Telecom blødende ud af Danmark

Med salget af Orange har France Telecom trukket sig fra det skandinaviske mobilmarked efter store milliardtab. Teleanalytiker John Strand mener, at de andre teleselskaber glæder sig over en konkurrent mindre, mens France Telecom nu ligner bokseren Brian Nielsen efter sit møde med Mike Tyson.

Efter en mislykket milliardsatsning på det danske telemarked har France Telecom opgivet og i stedet solgt mobilforretningen Orange til den nordiske konkurrent Teliasonera.

Salget markerer et farvel til mobilmarkedet i både Danmark og Norden for France Telecom, efter at selskabet har brændt milliarder af kroner af på at vinde danske mobilkunder.

Det blev til i alt 605.000 kunder, men det var ikke nok til at skabe en fornuftig forretning. Orange har siden 1997 haft et samlet underskud på fire milliarder kroner, og alene sidste år tabte selskabet en halv milliard kroner i Danmark.

- Det her er en naturlig konsolidering i et mobilmarked, hvor konkurrencen er benhård og indtjeningen elendig. Det er to syge mennesker, der slår sig sammen i håb om at få godt helbred, siger teleanalytiker John Strand.

En ordentlig blodtud

Han mener, at France Telekoms exit sender et klart signal til politikerne om, at det danske telemarked ikke er værd at investere i. Han sammenligner den franske telegigants danske tilstand med Brian Nielsen efter sin boksekamp mod Mike Tyson.

- France Telecom har i dag sendt et signal til hele verden. For et år siden bød de en milliard kroner for en 3G-licens, og de havde intentioner om at investere et milliardbeløb. Nu er det kommet så vidt, at de forlader Danmark med et milliardtab, siger John Strand.

Mens France Telecom nu flygter fra Danmark og prøver at minimere sit tab, er der nye muligheder for svensk-finske Teliasonera, som også har været plaget af store tab i Danmark.

- Telia havde tre valg. Selskabet kunne enten købe Orange, købe TDC eller tage broen tilbage til Sverige. TDC har nok været for stor en mundfuld, og så valgte man at købe Orange, siger John Strand.

Danmarks tredje største

Før sammenlægningen havde Telia 556.000 mobilkunder i Danmark, mens Orange havde 605.000 kunder. Telias køb af Orange skaber dermed Danmarks tredje største mobilselskab efter TDC Mobil og Sonofon.

Handlen markerer samtidig den konsolidering i den danske telebranche, som for alvor begyndte med salget af Telmore til TDC.

Sonofon fulgte op med at overtage CBB Mobil, og hos Sonofon glæder man sig over én konkurrent mindre.

- Det er positivt for det danske telemarked, at der sker den her konsolidering, som har været på vej længe. I det lange løb vil det gøre det enklere både for kunderne og de virksomheder, der er på markedet, siger Bo Heimann Larsen, pressechef hos Sonofon.

Tidligere telemonopoler styrer

Han peger på, at hverken Telia eller Orange har været kendt for at tjene penge, men alligevel mener han ikke, at et selskab mindre på markedet kommer til at betyde højere priser for kunderne.

- Danmark er det marked i verden, hvor der er allerhårdest konkurrence, så jeg tror ikke, at der kommer til at mangle konkurrence, siger Bo Heimann Larsen.

France Telecom har tidligere trukket sig fra de andre nordiske mobilmarkeder.

I 2000 var franskmændene med i et konsotium, der gerne ville have en norsk 3G-licens, men selskabet trak sig, fordi det var for dyrt. I Sverige trak Orange sig ud af markedet i 2002, og selskabet har siden kæmpet for at sælge sin dyre 3G-licens.

Farvellet til France Telecom betyder, at det danske telemarked i dag styres af de tidligere danske, norske, svenske og finske telemonopoler gennem henholdsvis TDC, Sonofon og Teliasonera.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Jobindex Media A/S
Salg af telemarketing og research for it-branchen, it-kurser og konferencer

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
Send dine legacysystemer på pension og invitér standardløsninger indenfor

Legacysystemer er rygraden i mange organisationers it-infrastruktur, men før eller siden er det tid til at sige farvel og skifte til en eller flere standardløsninger. Vi udforsker scenarier og muligheder, der gør det muligt at rykke videre. Hvad er businesscasen? Hvilke krav stiller skiftet til din forretning og jeres processer? Hvordan

08. oktober 2024 | Læs mere


Dynamics 365 & Business Central - AI og branchemoduler

Udforsk, hvordan du kommer godt i gang med Business Central, får hjælp til at tilpasse platformen til dine behov og får mest ud af din ERP-løsning med begrænsede ressourcer.

23. oktober 2024 | Læs mere


Årets CISO 2024

Vær med når Computerworld, Dansk Erhverv og Rådet for Digital Sikkerhed tager temperaturen på trusselslandskabet lige nu, og giver dig overblikket over de nyeste trusler, de mest aktuelle tendenser og de bedste løsninger og værktøjer til at sikre effektiv drift og høj compliance.

24. oktober 2024 | Læs mere