Med tommetyk østrigske accent leverede Arnold Schwarzenegger en af filmhistoriens mest legendariske oneliners – ”I’ll be baaack!” – i rollen som The Terminator tilbage i 1984.
I disse uger er det 40 år siden, at James Camerons klassiske sci-fi-film havde amerikansk premiere.
Men i en tid, hvor der kun blev produceret et vist antal filmruller til alverdens biografer, nåede filmen dog først Danmark i begyndelsen af 1985.
Siden er der blevet produceret yderligere fem Terminator-film af varierende kvalitet med Schwarzenegger.
Der er dog almindelig enighed om, at den tilsvarende James Cameron-instruerede Terminator 2: Judgment Day formentlig var den bedste af dem alle.
Undervejs er der desuden produceret en tv-serie og en anime-serie.
Fælles for Terminator-universet er, at historierne handler om en eller flere dræber-robotter, som bliver sendt tilbage i tid for at dræbe eller beskytte Sarah Connor – i flere omgange spillet af Linda Hamilton – eller hendes søn John Connor.
I den dystopiske fremtid er han som bekendt menneskehedens leder i kampen mod maskinerne, der anføres af den kunstige intelligens Skynet.
Nu er der nye historier fra Terminator-universet på vej, afslører James Cameron. Men alt er ikke, som det plejer.
”Dette er øjeblikket, hvor vi skiller os af med alt, der hører til de sidste 40 år af Terminator, men stadig holder fast i de grundlæggende principper,” har James Cameron udtalt til filmmagasinet Empire.
Det betyder ifølge Cameron et farvel til Arnold Schwarzenegger og Linda Hamilton – men også til deres karakterer – henholdsvis Terminator-robotten T-800 og Sarah Connor – og måske endda også farvel til tidsrejser som koncept.
I stedet vil de nye historier tage udgangspunkt i verden, som den ser ud efter AI-apokalypsen.
”Vi har hovedpersoner uden magt, der kæmper for livet uden nogen hjælp fra de etablerede magtstrukturer og må omgå dem, men alligevel formå at bevare deres moralske kompas. Og så kaster vi AI ind i ligningen. Jeg er ikke i tvivl om, at kommende Terminator-film ikke bare er mulige, men at de vil sparke røv,” lover James Cameron.
Men er det hele så bare noget, Avatar-instruktøren bare går og drømmer om?
Nej, heldigvis ikke, for arbejdet med nye Terminator-historier er allerede i gang.
"Det er mere end bare en plan. Det er det, vi arbejder på. Det er alt, jeg kan sige lige nu,” lyder det således fra James Cameron i interviewet.
Hvornår menneskehedens kamp mod AI rammer det store lærred – og hvorvidt nogen får mulighed for at rejse i tid og levere Schwarzeneggers oneliner, må vi vente og se.
Men når en af Hollywoods mest succesfulde instruktører har sat sig for det, virker det dog temmelig sandsynligt, at Terminator på en eller anden måde kommer tilbage igen.