Artikel top billede

(Foto: Dan Jensen)

SAP-medarbejdernes tillid til topledelsen på laveste niveau i årevis

Midt i stor omstruktureringsplan daler SAP-medarbejdernes tillid til selskabets topledelse til laveste niveau i årevis.

SAP-medarbejderes tillid til selskabets topledelse er dalet til laveste niveau i årevis.

I en intern trivselsmåling, som Bloomberg har fået fat i, fremgår det, at blot 38 procent af selskabets ansatte i Tyskland har ‘fuld tillid’ til selskabets ledelse.

Det er det laveste niveau i de seneste tre år.

Trivselsmålingen blev foretaget i juni blandt 16.500 ansatte i hjemlandet Tyskland, hvor organisationen for tiden er i gang med en stor omstrukturering, som topchef Christian Klein præsenterede i januar.

Den kommer til at ramme helt op til 10.000 medarbejdere.

Markedet har taget godt imod planen, i det selskabets aktiekurs siden planen blev præsenteret har bevæget sig støt opad. Aktiekursen er indtil videre steget med hele 47 procent siden nytår.

Værre ser det ud internt i organisationen.

Ifølge Bloomberg peger blot 15 procent af SAP’s tyske medarbejderstab på, at omstruktureringen har forbedret deres arbejdsvilkår i det seneste års tid.

Samtidig er antallet af medarbejdere, der billiger SAP’s overordnede strategi, faldet med to procent-point. 70 procent af de ansatte synes i dag, at SAP’s strategi er den rigtige.

Bloomberg skriver, at 51 procent af de adspurgte SAP-medarbejdere i Tyskland ooplyser, at de er klar til at forlade SAP, hvis de fik tilbudt en tilsvarende stilling til samme løn i et andet selskab.