Artikel top billede

Netcompany-boss efter engelsk storopkøb: Her er planerne, der skal sikre europæisk succes

Med opkøbet af engelske Hunter MacDonald tager Netcompany for alvor hul på det europæiske eventyr. Men bag togtet ligger også et håb om at gøre sig mere attraktiv for internationale investorer frem mod en eventuel børsnotering af selskabet.

Først indtog Netcompany Norge. Nu har den succesfulde danske virksomhed så slået kløerne i England. 

Med opkøbet af den engelske virksomhed Hunter MacDonald forsøger Netcompany ifølge André Rogaczewski, der er administrerende direktør, at udfordre de europæiske markeder med den danske succesopskrift. 

"Vi har haft stor succes i Danmark med at lave forholdsvis komplicerede it-systemer på en mere simpel og pragmatisk måde. Vi har vores egen tilgang til markedet, hvor vi udfordrer de store og lidt mere konservative it-virksomheder. Nu har vi tænkt os at tage den formel og bruge andre steder," siger direktøren og fortsætter: 

"Vi lykkedes med at komme til Norge for halvandet år siden, og det er gået over al forventning. Nu går vi så ind på et endnu større marked, og der er der stort potentiale."

Læs mere om opkøbet her: Netcompany køber sig ind i Storbritannien: Køber britisk it-virksomhed med 350 ansatte

Netcompany nyder i øjeblikket stor succes i Danmark, hvor virksomheden brager afsted og vinder udbud på stribe.

London Calling

Læs mere om det her: Netcompany lander trecifret million-ordre på omstridt system til ATP

Og selvom flere danske virksomheder i den danske dagspresse har udtrykt bekymring for situationen omkring og forholdene efter et engelsk Brexit, så virker den uro på ingen måde til at påvirke Netcompany. 

"Det er et marked, der er tæt på de store internationale virksomheder, som bor i London og i England generelt. Derudover kommer vi også i kontakt med den engelske stat og lokale forvaltning. Sidst men ikke mindst får vi en virksomhed ind som en del af familien, der er super dygtig," siger André Rogaczewski. 

Han oplyser overfor Computerworld, at Netcompany samlet set har brugt omkring et halvt år på at overtage den engelske
virksomhed.

Læs mere om Netcompany's succes her: Buldrer ind på kommunalt marked: Netcompany har vundet halvdelen af alle Kombit-udbud siden 2015

På europæisk togt

Med overtagelsen af engelske Hunter MacDonald er det ikke kun planen at få fat i de offentlige it-ordre i England. 

Det er nemlig blot endnu et brohoved på et større europæisk erobringstogt, som Netcompany er på. Det forklarer André Rogaczewski, der vil udbrede Netcomany's succes til digitalt modnede europæiske lande. 

“Vi kigger mest på lande, der har en vis modenhed indenfor digitalisering. Vi kan egentlig ikke gå ind i et land, hvor man ikke er nået så langt på det punkt. Vi vil helst kigge på lande, hvor man har digitaliseret i det private og i det offentlige. Derfor ser vi mod lande som England Irland, Holland, Sverige og Finland, hvor man er godt på vej med digitaliseringen,“ siger han. 

Læs mere om Netcompany her: Kapitalfond køber halvdelen af Netcompany for 1,1 milliard kroner - stiftere tjener kassen for anden gang

Det er meningen, at opkøbene skal ske med en frekvens på omtrendt et opkøb om året, men det kan der kommer en større begivenhed i vejen for. 

Børsen kalder

Rygterne har svirret om en fremtidig børsnotering af den danske it-succes, og det kan ændre ved planerne om et årligt opkøb og dermed en årlig udvidelse af Netcompany's imperium. 

Men hos direktøren afviser man ikke, at der kan være en børsnotering på vej. 

"En børsnotering har jeg aldrig afvist. Jeg har derimod talt den op. Jeg synes, at en børsnotering vil give en interessant ejerskabsstruktur for Netcompany på grund af den transparens, det giver. På den måde er det en naturlig endestation for virksomheden," siger André Rogaczewski.

Det bliver dog ikke i den nærmeste fremtid, at der skal ringes med børsklokken for første gang. Det kræver nemlig mere ro omkring virksomheden forklarer den succesrige topchef. 

“Man skal helst ikke foretage et opkøb midt i en børsnotering. En børsnotering tager den tid det tager. Det skal helst foregår før eller efter, men når det er sagt, så uanset om man har planer om en børsnotering eller ej, så skal man løbende have en dialog med potentielle akkvisitionskandidater. Den slags ting tager også tid og så må man placere det i god tid før eller efter en børsnotering.”

Læs mere om Netcompany's fremgang her: Netcompany klar med rekord-regnskab: Omsætningen buldrer i vejret - sammen med antallet af medarbejdere

Det er da heller ikke blot for væksten og morskabens skyld, at Netcompany søger at få fat i udenlandske markeder. Det kan nemlig få afgørende betydning ved en eventuel børsnotering, at internationale investorer kender Netcompany som andet end en dansk it-virksomhed, der leverer til en offentlig sektor, som investorerne måske ikke har et indgående indblik i. Det bekræfter André Rogaczewski. 

Hvordan tænker du, at det vil påvirke internationale investorers kendskab til Netcompany før en eventuel børsnotering, at I nu går ind i England?

“Hvis vi lykkedes med at gøre det ligeså godt i England som vi gør det i Danmark, så er der ingen tvivl om, at der vil være et endnu stærkere fokus på, hvem vi er også set med internationale briller."