Solide SAS Institute er kommet under angreb fra storkunder på grund af prisniveauet. Softwarekoncernen, der udvikler værktøjer til ekstrakt af ledelsesinformation og analyser på højt plan, må således se kernekunder som Danske Bank og Matas gå til den nye konkurrent på området, softwaregiganten Microsoft.
- Vi fik en løsning til den halve pris, og den var tilmed bedre, siger Matas' it-chef, Leif Thesmer, som forinden havde forsøgt at få SAS Institute til at sænke prisen.
I Danske Bank blev det høje prisniveau hos SAS Institute løftestangen for et mindre forsøgsprojekt baseret på Microsoft-software. Resultatet er tilfredsstillende - også under fuld belastning, hvor omkring 300 analytikere er på systemet samtidig.
? Løsningen skalerer godt. Vi får faktisk lige så gode svartider som tidligere, og jeg ser frem til at spare store penge på omlægning, siger vicedirektør Peter Schleidt, Danske Bank.
Uforskammet dyre
- Værktøjerne fra SAS er uforskammet dyre, siger en anden direktør fra finanssektoren, der ønsker at være anonym.
Der står store penge på spil for kunderne. Computerworld erfarer, at de allerstørste kunder betaler tocifrede millionbeløb årligt til SAS Institute. Enkelte kunder betaler op mod 30-40 millioner kroner årligt. Der findes dog løsninger til 100.000 kroner.
Microsofts entre inden for business intelligence, der handler om at vride vigtige informationer ud af store mængder data, er relativt ny. Kunderne får nærmest BI-værktøjer med i købet, når de køber databasesoftwaren SQL Server. Matas har dog også købt Microsoft-baseret BI-software fra danske Targit.
Men Microsoft synes ikke at ryste SAS Institute på Købmagergade i København. Ifølge marketingdirektør Jim Nielsen får kunderne fuld valuta for pengene.
- Tag Grundfos, der bruger SAS-værktøjer til kvalitetssikring. Produktionskoncernen har fået en tocifret milliongevinst ud af investeringen i vore BI-værktøjer, og investeringen i software var minimal, siger Jim Nielsen.
I Danske Bank vil man heller ikke smide SAS-værktøjerne på porten.
- Vi bruger BI-værktøjer fra IBM, Microsoft og SAS, hvor de er bedst. Fremadrettet er det selvfølgelig også afhængigt af pris, og hvis nogen kommer med et godt bud, så er det også en parameter, siger vicedirektør Peter Scheidt.
Blandt de øvrige BI-kunder i Microsoft-butikken ses telekoncernen TDC og detailgiganten Dansk Supermarked.
Denne artikel stammer fra avisen Computerworld, som i dag bringer mere om business intelligence.