Det er et skattesmæk af de helt store, der netop har ramt den amerikanske it-gigant Apple.
Apple skal betale 13 milliarder euro, næsten 97 milliarder danske kroner, tilbage til Irland.
Det meddeler Europa-Kommissionen i en netop udsendt pressemeddelelse. Her lyder det blandt andet:
"Europa-Kommissionen har konkluderet, at Irland gav Apple uberettigede skattefordele for op til 13 milliarder euro."
EU med konkurrencekommissær Margrethe Vestager i spidsen sender skatteregningen til Apple på grund af selskabets særligt lukrative skatteaftale med Irland, der altså er i strid med EU-reglerne.
"Ifølge EU's statsstøtteregler er det ulovligt, fordi det gjorde det muligt for Apple at betale væsentligt mindre i skat end andre virksomheder. Irland skal nu sørge for at den ulovlige støtte betales tilbage."
Læs også: Apples Tim Cook reagerer på giga-skattesmækket fra EU: Her er brevet fra Apple-topchefen
Ekstremt lav selskabsskat
Skattesmækket er sidste led i en flere år lang sag mod Apple, hvor omdrejningspunktet har været de aftaler, Apple har med Irland, der gør det særligt fordelagtigt at betale skat af de europæiske aktiviteter netop der.
"Medlemsstaterne må ikke give skattefordele til udvalgte virksomheder — det er ulovligt i henhold til EU's statsstøtteregler," udtaler konkurrencekommissær Margrethe Vestager.
"Kommissionens undersøgelse har konkluderet, at Irland gav Apple ulovlige skattefordele, så virksomheden gennem mange år kunne betale væsentligt mindre i skat end andre virksomheder."
"Faktisk gjorde denne selektive skatteordning det muligt for Apple kun at betale en effektiv selskabsskat på 1 % af sit overskud i Europa i 2003 og 0,005 % i 2014."
Sådan skal Apple betale regningen
"Kommissionen kan kræve tilbagebetaling af ulovlig statsstøtte for en periode på ti år før Kommissionens første anmodning om oplysninger i 2013. Irland skal nu kræve, at Apple betaler de ubetalte irske skatter for op til 13 mia. EUR for årene 2003-2014, forhøjet med renter."
"Det er et princip i EU's statsstøtteregler, at uforenelig statsstøtte skal kræves tilbagebetalt for at fjerne den konkurrencefordrejning, som støtten har medført."
Læs også: Apples Tim Cook reagerer på giga-skattesmækket fra EU: Her er brevet fra Apple-topchefen
I pressemeddelelsen fremgår det også, at der ikke er tale om en bøde, men ganske enkelt en regulær tilbagebetaling fra Apples side.
"Tilbagebetalingen genopretter ganske enkelt ligebehandlingen i forhold til andre virksomheder."
Skatteregningen på 97 milliarder kroner er stor selv for et selskab som Apple.
Det ventes, at Apple vil anke afgørelsen, men skulle det komme dertil, vil Apple dog godt kunne betale regningen.
Det er trods alt et selskab, der tjente omkring 352 milliarder kroner i den seneste årsregnskab.
Kan få stor betydning for andre selskaber
Dommen mod Apple er samtidig afgørende, da det ventes, at flere andre it-selskaber med lignende skatteaftaler kan se frem til, at EU også vil se på deres aftaler med Irland.
Den amerikanske regering har for nylig givet til kende, at den mener, at EU går hårdere efter amerikanske virksomheder end andre, og at EU ikke skal blande sig så meget i skattebetalingerne i de amerikanske selskaber.
Læs mere: USA i angreb på EU: Nallerne væk fra Apples skatte-milliarder
Det er i øvrigt langt fra kun skatteområdet, der i øjeblikket er meget stærkt fokus på fra EU's side.
Margrethe Vestager har også gang i en omfattende sag mod den amerikanske it-gigant Google, der handler om Googles udnyttelse af den dominerende position på markedet med Android og søgemaskinen.
Læs mere om det her.
Læs også:
Apples Tim Cook reagerer på giga-skattesmækket fra EU: Her er brevet fra Apple-topchefen
Apple, Google og Microsoft i skattely: Vi står i et moralsk dilemma