Apple-topchefen Tim Cook har nu reageret på EU's skatte-afgørelse, der betyder, at Apple skal betale 13 milliarder euro, næsten 97 milliarder danske kroner, tilbage til Irland.
"Europa-Kommissionen har konkluderet, at Irland gav Apple uberettigede skattefordele for op til 13 milliarder euro," lød det tidligere tirsdag fra EU-konkurrencekommissær Margrethe Vestager.
"Ifølge EU's statsstøtteregler er det ulovligt, fordi det gjorde det muligt for Apple at betale væsentligt mindre i skat end andre virksomheder. Irland skal nu sørge for at den ulovlige støtte betales tilbage."
Læs også: Gigantisk skattesmæk til Apple for irsk skatteaftale - skal betale 97 milliarder kroner
I et åbent brev på Apples hjemmeside reagerer Tim Cook nu på skattesmækket fra EU.
Det sker under overskriften En meddelelse til Apple-fællesskabet i Europa, hvor Tim Cook indleder med at fortælle om Apples historie i Irland, hvor selskabet åbnede den første fabrik helt tilbage i 1980.
"Siden dengang har vi fortsat vores drift i Cork - selv i perioder, hvor der var usikkerhed omkring vores egen forretning - og i dag har vi næsten 6.000 medarbejdere fordelt i hele Irland. Størstedelen af dem, heriblandt nogle af vores allerførste medarbejdere, er stadig i Cork, hvor de varetager en lang række forskellige funktioner som en del af Apples globale tilstedeværelse."
"Utallige multinationale selskaber er siden fulgt i Apples fodspor og har også investeret i Cork, hvilket har medført, at den lokale økonomi i dag er stærkere end nogensinde før."
Fulgte bare de irske regler
Af samme grund mener Tim Cook og Apple ikke, at EU-afgørelsen er rimelig, når man ser på den betydning, Apple og andre it-selskaber har haft for Irland, og at Apple - ifølge Apple selv - blot har fulgt reglerne på skatteområdet:
"Med årene har de irske skattemyndigheder vejledt os i at overholde den irske skattelovgivning på korrekt vis. I den forbindelse har vi fået den samme vejledning, som også er til rådighed for enhver anden virksomhed, der opererer i landet. I Irland og alle andre lande, hvor vi driver vores virksomhed, følger Apple loven og betaler alle de skatter, vi skal."
"Europa-Kommissionen har indledt et forsøg på at omskrive Apples historie i Europa, at ignorere Irlands skattelovgivning og vende op og ned på det internationale skattesystem. Den holdning, der blev fremsat den 30. august, hævder, at Irland har givet Apple en særlig skattebegunstigelse. Denne påstand har intet hold i hverken virkeligheden eller loven. Vi har aldrig bedt om, eller modtaget, nogen form for speciel aftale."
Læs mere om EU-afgørelsen her.
"Vi befinder os nu i den usædvanlige situation, at vi bliver beordret til - med tilbagevirkende kraft - at betale ekstra skatter til en myndighed, der siger, at vi ikke skylder dem mere end det, vi allerede har betalt."
"Kommissionens initiativ er uden fortilfælde og har alvorlige, vidtrækkende konsekvenser. Det indebærer et forslag om at erstatte den irske skattelovgivning med Kommissionens opfattelse af, hvordan loven burde have været. I praksis ville dette betyde et voldsomt indgreb i EU-medlemslandenes suverænitet i forhold til deres egen skattelovgivning - og i de europæiske borgeres retssikkerhed," lyder det blandt andet fra Tim Cook og Apple.
Vil have mere simple regler
Apple-topchefen skriver samtidig, at selskabet længe har efterspurgt en international skattereform med det formål at gøre reglerne mere enkle og simple.
"Vi mener, at disse ændringer bør ske som følge af en passende juridisk proces, hvor de involverede landes ledere og borgere drøfter de forskellige forslag. Og som det er tilfældet med alle nye love, skal de vedtages fremadrettet - ikke med tilbagevirkende kraft."
"Vores tilstedeværelse i Irland er meget vigtig for os, og vi ønsker at kunne fortsætte med at investere, vokse og servicere vores kunder med den samme iver og det samme engagement, som vi altid har gjort. Det er vores klare overbevisning, at de fakta og etablerede juridiske principper, som EU i sin tid blev bygget på, i sidste ende vil sejre."
Du kan læse brevet fra Apples topchef i fuld længde her.
Læs også:
Gigantisk skattesmæk til Apple for irsk skatteaftale - skal betale 97 milliarder kroner