Videnskabsminister Helge Sander (V) har afsat 10 millioner kroner til 13 konkrete projekter inden for e-læring, der især skal fremme brugen af uddannelse over internet i små og mellemstore virksomheder samt i den offentlige sektor.
De 13 projekter, der skal fungere som demonstrationsmateriale for andre virksomheder og institutioner, henvender sig til vidt forskellige målgrupper, herunder mellemledere i små virksomheder, socialpædagoger, sognepræster og to-sprogede medarbejdere i virksomheder.
Målet med at skyde skattekroner i projekterne er at højne brugen af internet i forbindelse med uddannelse. Det gør kun hver ottende virksomhed i dag.
- Vi skal bruge e-læring til at gøre Danmark højteknologisk. Målet er, at man skal kunne bruge e-læring, uanset hvilket type arbejdsplads man befinder sig på, siger videnskabsministeren.
Et af projekterne går ud på at uddanne indkøbere inden for det offentlige i at købe ind på den kommende udvidede udgave af den offentlige indkøbsportal på Gatetrade-platformen, som går under navnet Doipei. Den indeholder ud over indkøbsplatformen et decideret indkøbssystem.
- Alle ved jo, at hvis man skal score de store gevinster ved e-handel, så skal der også ske procesbesparelser. Eksempelvis er det beregnet, at det koster det offentlige omkring 38 kroner, hver gang man behandler en papirfaktura, og Doipei skal give indkøberne én papirgang ved indkøb, siger kommunikationsdirektør i Gatetrade, Peter Bork.
E-læringsprojektet skal derfor først og fremmest give konkrete instrukser i brugen af Doipei, og Peter Bork forventer, at de første undervisningsmoduler bliver klar i løbet af de næste måneder - i samråd med de offentlige institutioner, der allerede nu begynder at koble sig på den nyeste version af indkøbsportalen.
Relevant link