Bredbåndskunderne strømmer til det tidligere danske telemonopol, TDC, som i dag præsenterer årets første kvartalsregnskab.
Det viser, at TDC fortsat har vind i sejlene, og at en massiv kundetilgang til selskabets bredbånds- og mobilforretninger er afgørende for væksten.
Kvartalsrapporten afslører også, at 521.000 danskere i dag surfer på internet via enten en ADSL-forbindelse eller et kabelmodem fra TDC.
Dermed har TDC fået næsten en halv gang flere bredbåndskunder det seneste år.
Den største procentvise fremgang sker i kabelmodem-forretningen, som har fået 86 procent flere kunder det seneste år. I dag går 136.000 danskere på nettet via TDC's kabel-tv-net.
Kundetilgangen øgede TDC's omsætning med næsten tre procent i årets første kvartal, mens selskabets resultat før renter, skat, af- og nedskrivninger (EBITDA) steg med 9,5 procent til 2,8 milliarder kroner.
TDC | Kvartalsregnskab | |
Millioner kroner | 1. kvartal 2004 | 1. kvartal 2003 |
Omsætning | 10.643 | 10.312 |
Resultat af primær drift (EBIT) | 898 | 793 |
Resultat før skat | 5.956 | 984 |
Resultat | 602 | 442 |
Egenkapital | 36.033 | 34.731 |
Antal ansatte | 20.353 | 22.060 |
Flere mobilkunder til TDC
TDC købte tidligere på året mobilselskabet Telmore, hvilket har været med til at øge selskabets antal af danske mobilkunder med 16,6 procent, så TDC i dag er nået op på 2.421.000 mobilkunder. Det tal inkluderer også telegrossisternes kunder, mellem dem Debitels.
TDC's samlede antal af kunder steg med over 10 procent i årets tre første måneder, så selskabet i dag har knap 13 millioner kunder rundt omkring i verden.
- Væksten kan tilskrives de danske mobilforretninger og TDC Switzerland og blev opnået på trods af meget stor konkurrence i markedet, siger administrerende direktør Henning Dyremose.
Det hele tegner dog ikke rosenrødt for TDC, der må notere sig for tilbagegang i virksomhedens kerneforretning - fastnettelefonien. Antallet af abonnenter faldt med 5,4 procent, men indtil videre ser det ud til, at tilbagegangen her opvejes af fremgang på mobiltelefoni og bredbånd.
TDC kunne også score sig en kontant gevinst i årets 1. kvartal, da belgiske Belgacom blev noteret på børsen i Bruxelles. TDC ejede nemlig 16,5 procent af aktierne i selskabet, som det solgte ved børsdebuten. Noteringen fyldte 5,4 milliarder kroner TDC's pengekasse.