Forbrugerne bliver mere og mere forvænte i takt med den digitale udvikling, og det er ikke længere nok, at et website blot fungerer nogenlunde.
Nej, det skal også gå hurtigt; siden skal helst være klar med det samme, inden brugerne mister tålmodigheden og surfer videre til et konkurrerende site.
For nyligt blev jeg, af Mark Lewis, senior account representative hos Dyn, introduceret til ny viden og statistik på området, og det gav stof til eftertanke.
De nye tal viser, hvor vigtigt det er at undgå downtime (nedetid), hvis du vil forbedre konverteringsraterne og din samlede omsætning.
Helt grundlæggende bør du for enhver pris undgå downtime i din webshop og samtidig fokusere på, at dit website performer optimalt.
Kunderne forsvinder
40 procent af online-shopperne surfer videre, hvis de skal vente i tre sekunder eller mere, før et website er indlæst, og blot et enkelt sekund serverforsinkelse betyder ifølge statistikken en nedgang på hele 2,8 procent i din omsætning.
Det er altså ikke kun downtime, som forbrugerne flygter fra. Et langsomt website er i 2015 lige så slemt.
Det kan selvfølgelig være skræmmende for enhver webshop-ejer at høre, idet du nu skal fokusere ressourcer på både at undgå decideret downtime, og i stigende grad på performance og forebyggelse af langsomme websites.
Globalt set har 62 procent af forbrugerne shoppet online hos udbydere i andre lande, og 72 procent bedømte oplevelsen til kun at være "ok".
85 procent ville overveje at købe mere fra en webshop i udlandet, hvis den var hurtigere og nemmere.
Hvad skal du gøre?
Men hvordan forbedrer vi den samlede webshop-performance?
Jeg foreslår, at du planlægger forud for store begivenheder, så du er forberedt, når mange samtidige brugere besøger din webshop, som for eksempel ved udsalg, julesalget, på Black Friday eller ved andre højt profileret kampagner, som du sætter i gang.
Det betyder blandt andet, at høj onlinetrafik kan være både en velsignelse og en forbandelse.
Det er derfor vigtigt at have en multi-cloud-strategi for sit website på plads, hvilket dog også er ved at være standard mange steder i forbindelse med beskyttelse af websites.
Herudover kan du monitorere din webshops performance og analysere den "user-journey", som dine brugere skal igennem.
Tredjeparts- og fjerdeparts-komponenter
Husk også at fokusere på både tredjeparts- og fjerdeparts-komponenter, som kan være årsag til et langsomt website.
Det er vigtigt, at du arbejder med leverandører, som kan skalere, og som tilbyder teknisk fleksibilitet. 85 procent af Internet Retailer 500 havde midlertidige udfald sidste år, og det er sikkert de færreste, som har lyst til at tælle med i den statistik i år.
Du er sikkert klar over, hvor vigtigt det er at have en solid web performance-strategi på plads, når du skal håndtere en større - eventuel international - webshop, og ikke mindst i perioder med populære kampagner, som tiltrækker mange samtidige brugere.
Jeg vil alligevel gerne fremhæve et par statistikker fra 2014, som bør styrke din målsætning for din kommende kampagne.
I 2014 var den totale omsætning for online-detailhandel 1,5 billioner dollars. Alene i Storbritannien er online-handlen kraftigt stigende og vokser cirka 14 procent hvert år.
Omkring juletid blev der handlet online for 21,6 mia pund i Storbritannien; og her indgår shoppedage som Black Friday, Cyber Monday og Singles' Day i Kina, hvilket indikerer, at dit website bør imødekomme et globalt kundesegment og samtidig være klar til massiv brugertrafik.
Kæmpe vækst i e-handel verden over
Europa har overhalet USA som det største B2C e-handelsmarked i verden, men det er værd at bemærke, at 40 procent af de globale internetbrugere er baseret i Asien/Stillehavsområdet.
Kinesiske forbrugere handler online 8,4 gange hver måned, mens amerikanske forbrugere handler online 5,2 gange hver måned.
Med den overvældende internationale e-handelsvækst, bør du altså sørge for at planlægge i god tid forud for de næste store online shopping-dage.
Hvis du følger anbefalingerne, er det min vurdering, at du vil være godt rustet til at sikre din online omsætning, når du igangsætter din næste store kampagne.