Ikke-europæiske internet-firmaer skal kontrolleres og beskattes ekstra grundigt, når de opererer i Europa.
Det mener den franske regering, der vil forsøge at overtale de øvrige EU-landes regeringer til en ny, hård EU-kurs over for en række store amerikanske web-firmaer, når EU-toppen mødes i næste måned.
Frankrig vil ifølge Wall Street Journal have EU-kommissionen til at være klar med et konkret lovforslag i foråret 2014.
Det skal sigte mod indførelsen af en ny skatte-kontrol rettet mod de amerikanske net-giganter.
Det skal sikre, at den indtjening, som de henter på det europæiske marked, bliver beskattet.
EU-skat skal deles mellem landene
Frankrig forestiller sig, at indtægterne ved den nye skattekontrol skal deles mellem EU-landene, og at "skatte-basen skal forbindes med det sted, hvorfra indtjeningen stammer," som det hedder.
Frankrig vil også foreslå, at EU regulerer internettet samt de store applikationer fra blandt andre Google, Apple, Amazon og Facebook.
Det kunne ifølge Wall Street Journal eksempelvis betyde, at ejerne af de store applikationer skulle tvinges til at dele deres digitale produkter som e-books og bruger-oplysninger.
Dette skulle ifølge det franske forslag fremme etableringen af europæiske konkurrenter til de i dag dominerende amerikanske selskaber.
"Vi vil ikke regulere internettet. Vi vil regulere et lille antal internet-platforme, som i dag blokerer alle andre parters innovation. Den nuværende situation gør det svært for europæiske spillere at vokse til global skala," siger Frankrigs teknologiminister, Fleur Pellerin.
Ifølge Wall Street Journal har også Tyskland og Storbritannien rumlet med planer om at ændre de skatteregler, der i dag gør det muligt for amerikanske net-giganter at slippe uden om at betale særligt meget i skat.