I første omgang ville Microsoft slet ikke understøtte Flash i Metro-udgaven af Internet Explorer 10 under sit nye operativsystem Windows 8. Det blev begrundet med hensyn til sikkerhed, stabilitet og længere batteri-levetid. Men Microsoft har senere ændret holdning og indført en whitelist over websteder, hvor Flash er tilladt. Nu fortæller softwarefirmaet, at Flash bliver aktiveret som standard for alle websteder i Internet Explorer 10 under Metro-brugerfladen. Det gælder både for Windows 8 og Windows RT.
Softwarefirmaet forklarer i sin blog, at de fleste websteder med Flash nu er kompatible med Windows 8. Der er stadig en lille blacklist, som blokerer nogle få sider med Flash, der fortsat ikke fungerer tilfredstillende.
Microsoft har arbejdet sammen med Adobe om at optimere Flash-afspilleren til Windows 8, og selskabet erkender, at mange populære websteder fortsat bruger Flash og ikke tilbyder alternativer i HTML5.
Den nødvendige opdatering til Windows 8 og Windows RT bliver distribueret i dag gennem Windows Update tjenesten.
Det har hele tiden været muligt at besøge Flash-sider med desktop-udgaven af IE 10 i Windows 8. Det er kun Metro-versionen, der har blokeret for Flash.
Igennem de sidste mange år har Flash spillet en stor rolle i at bringe interaktive multimedie-applikationer ud på nettet, men efterhånden kan HTML5 tilbyde mange af de samme muligheder. Steve Jobs var den første, der for alvor dødsdømte Flash og blokerede det på Apples mobile enheder.
Adobe stoppede selv udviklingen af sin mobile Flash Player til Android sidste år. Samtidig har Adobe opgivet sit forsøg på at få Flash ud i browsere til fjernsyn, settop-bokse og lignende enheder, og det bliver tolket som endnu et signal om, at Flash har en begrænset fremtid.