Den internationale organisation Journalister uden Grænser er klar med sin årlige "Enemies of the Internet" rapport. Den sætter navne på de lande, som har gjort sig uheldigt bemærket med internet-censur. Rapporten er udgivet i forbindelse med den årlige "verdensdag mod cyber-censur".
Fem lande er kåret som nettets værste fjender, men denne gang har organisationen også udpeget fem virksomheder, som har udviklet censur-teknologi eller på andre måder bidraget til at begrænse den frie adgang til nettet.
De fem værste lande er Bahrain, Iran, Kina, Syrien og Vietnam. Fælles for alle fem lande er, at regeringen overvåger pressen og begrænser ytringsfriheden på nettet.
Faktisk er det én ud af tre internet-brugere, der kun har adgang til en begrænset, censureret version af nettet. Det gælder blandt andet de kinesiske brugere, som efterhånden udgør den største gruppe på nettet.
Rapporten fortæller, at 69 bloggere og online-aktivister sidder i fængsel verden over. Iran bygger sit eget lukkede "nationale internet" og Kina blokerer stadig en lang række tjenester, som Facebook og Youtube. Bahrain har brugt trojanere til at overvåge oppositionsfolk.
Men der er også bekymrende tiltag i vestlige lande. I Holland vil regeringen tillade online-ransagninger af computere, og en ny lov i USA kan åbne for udlevering af omfattende brugerdata til myndighederne.
Samtidig kritiseres det, at vestlige virksomheder står klar til at levere den nødvendige teknologi, der bruges til at blokere for netindhold eller udspionere journalister og politiske dissidenter på nettet.
Derfor kræver organisationen, at EU og USA skal begrænse eksporten af censur- og overvågnings-teknologi.
De fem virksomheder, der er kåret som nettets fjender, er Gamma International (Tyskland), Trovicor (Tyskland), Hacking Team (Italien), Amesys (Frankrig) og Blue Coat (USA). De har enten solgt deres produkter direkte til diktatur-stater eller tilladt, at produkterne er solgt videre gennem mellemmænd.