Det er ikke så længe siden, at folk blev smidt i fængsel i Nordkorea for at eje en mobiltelefon. Men det gælder ikke for landets Store Leder, Kim Jong-un, som nu har fået sig en rigtig smartphone. Et nyt billede fra et møde mellem Kim Jong-un og hans øverste sikkerheds-rådgivere viser en uidentificeret mobil ved hans side. Det har udløst vilde spekulationer om, hvad det er for en telefon, og hvordan den er kommet til det lukkede land. Det skriver avisen The Telegraph.
Sydkoreanske medier spekulerer nu på, at der kan være tale om en telefon fra Samsung, HTC eller Apple. I Nordkorea har de statsstyrede medier ikke helt den samme frihed til at komme med den slags teorier.
Men Samsung afviser, at der skulle være tale om en af selskabets telefoner. Det ville også være en dårlig sag for den sydkoreanske gigant, hvis den nordkoreanske diktator nu bruger en Samsung-smartphone til at styre sine undersåtter.
En talsmand for den sydkoreanske regering har også meldt sig og forklarer, at landets efterretnings-tjeneste har analyseret billedet og konkluderet, at telefonen kommer fra taiwanesiske HTC.
Hos producenten HTC vil man ikke kommentere denne oplysning, men siger kun, at man glæder sig over "alle brugere".
Det kan være et politisk valg. Kim Jong-un vil næppe bruge et produkt fra ærkefjenden USA, og hvis han benytter en Samsung-telefon, er det samtidig en erkendelse af, at den sydlige del af den koreanske halvø er mere teknologisk fremskreden end norden.
Så er det mere sikkert at vælge en kinesisk eller taiwanesisk producent - selv om telefonen sandsynligvis kører med Android, der kommer fra Google i USA.
Nordkorea har sit eget mobilnet og sit eget lukkede intranet, men det er kun udvalgte personer, der har adgang til det. Kim Jong-un, der menes at være i slutningen af 20'erne, overtog efter sin fars død i december 2011.
Den tidligere Google-chef Eric Schmidt har netop været på besøg i landet sammen med en amerikansk delegation. Et besøg, der er dokumenteret i hans datters blog.