For få år siden strøg Facebook-stifter Mark Zuckerberg helt til tops som årets person hos magasinet Time.
Nu blander han sig i toppen igen, men dog i en anden og lidet flatterende sammenhæng.
For Facebook-milliardæren røg med nød og næppe lige uden for Top fem-listen over de værste direktører i verden, mener Dartmouth Colleges erhvervsprofessor, Sydney Finkelstein, fra New Hampshire i USA.
Direktøren bag onlinespil-firmaet Zynga, Marc Pincus, ryger derimod ind som nummer fire på top fem-listen over de værste direktører, hvor Brian Dunn fra elektronikkæden Best Buy ligger som nummer et foran Aubrey McClendon (Chesapeake Energy), Andrea Jung (Avon) på tredjelpladsen.
Rodrigo Rato (Bankia) havner på femtepladsen efter Zynga-direktøren.
Det skriver IDG News Service.
Sløset hættetrøje-mentalitet
Professorens rangering af de såkaldte fem værste administrerende direktører er blandt andet udarbejdet ud fra kriterier som "tvivlsomme forretningsbeslutninger" og "styringsmetoder".
Og Sydney Finkelstein giver i forbindelse med lanceringen af sin tredje årlige liste over de værste direktører verbale slag mod Facebook-direktør Mark Zuckerbergs "hættetrøje-mentalitet".
"Der er intet galt med ingeniørattituden med at være forelsket i sine teknikere og skaberne af teknologien, men når det kommer til at køre et multimilliard dollar-selskab, så bliver man nødt til at opføre sig på en bestemt måde," lyder kritikken fra Sydney Finkelstein.
Her fremhæver han så, at der har været gentagende eksempler på, at Mark Zuckerberg ikke har udvist den fornødne respekt over for aktionærer, investorer og andre forretningsforbindelser som eksempelvis Google, Apple og Cisco.
Derudover påpeger professoren også, at Facebook har været for langsom til at hoppe med på den mobile bølge.
Fejlslagen mobilstrategi og stort underskud
Derimod har Facebooks noget vakkelvorne børsintroduktion trods et massivt hype ikke været grunden til, at Mark Zuckerberg bliver nævnt i forbindelse med lanceringen af listen.
Mangler mobilstrategi
Også manglen på mobilforståelse fremhæver Sydney Finkelstein som årsagen til, at Zynga-direktør Marc Pincus som den eneste deciderede it-direktør ryger ind på top fem-listen over de værste direktører i verden.
Her fremhæver han, at Zyngas køb af OMGPOP titl at booste mobilsalget var alt for dyrt - omkring fire gange OMGPOP's omsætning - hvor flagskibsproduktet 'Draw Something' ikke har været patenteret og derfor nemt for konkurrenterne at kopiere.
Samtidig måtte Zynga indkassere et tab på 300 millioner kroner i tredje kvartal, hvor også knap en million ud af fire millioner betalende brugere stod af Zynga-spillene.
"Du kan være en fantastisk iværksætter, men det er altså ikke det samme som at være en god administrerende direktør," har Sydney Finkelstein forklaret i et interview.
Udover Marc Pincus' placering på top fem-listen og verbale lussinger til Mark Zuckerberg, så får også Groupons administrerende direktør, Andrew Mason, nogle hård ord med på vejen.
Det skyldes, at Andrew Mason i lighed med Mark Zuckerberg udviser lidt for meget drengerøvsattitude med et produkt, som ikke er unikt ifølge Sydney Finkelstein.
Du kan på Forbes' blog se Sydney Finkelstein lange sine bredsider ud til Marcus Pincus, Mark Zuckerberg og Andrew Mason.