Netværksproducenten Nortel trækker sig nu helt ud af produktion for at fokusere på udvikling af nye teknologier. Det skriver Financial Times.
Selskabet vil spare op mod 10 milliarder kroner årligt ved at sælge fem fabrikker til Flextronics, hvis danske afdeling i Pandrup for nylig bebudede massefyringer. Prisen bliver tre milliarder kroner kontant.
Ifølge finansavisen vil handlen medføre fyringer af op mod 2.500 ansatte ? men flest hos Flextronics.
På virksomheden i Pandrup kom fyringerne i kølvandet på tyske Siemens beslutning om at droppe den nordjyske virksomhed som producent af sine mobiltelefoner. Derfor er Flextronics-koncernen på nippet til at trække sig ud af sin danske fabrik.
Tegn på bedring
Canadiske Nortel har været hårdt presset af krisen i telebranchen og har allerede solgt næsten trefjerdedele af sin produktion. Med salget vil Nortel helt have afhændet sine fabrikker.
Analytikere tager aftalen, som dog ikke er helt på plads endnu, som fornyet tegn på en bedring i it-sektoren.
- Det antyder, at virksomheder er villige til at trykke på aftrækkeren i nogle store handler, siger analytiker Mark Lucey fra TD Securities til finansavisen.