Kort tid inden Steve Jobs' død kunne han fremlægge planer for Apples nye hovedkvarter i byen Cupertino. Jobs betegnede selv bygningen som et "strandet rumskib", men den bliver også sammenlignet med Pentagon i Washington D.C. Nu har Apple afleveret nye reviderede planer for bygningen til det lokale bystyre, og det ser ud til, at byggeriet kommer i gang ét år senere end planlagt.
Det betyder også, at bygningen først bliver færdig i 2016 og ikke 2015, som der stod i den oprindelige plan. Alle de nye planer, tegninger og billeder kan ses på denne side.
Det var meningen, at byggeriet skulle starte allerede i år, men nu fortæller Cupertinos borgmester, at det tidligst kan ske i slutningen af 2013 og måske ikke før 2014.
Samtidig understreger bystyret, at man bestemt ikke har tænkt sig at lægge forhindringer i vejen for Apple, som har skabt tusindvis af arbejdspladser i byen.
Der er kun små ændringer i de nye planer, herunder at det planlagte kredsformede auditorium med 1.000 pladser er flyttet længere væk fra vejen.
Det ser ud til, at det under alle omstændigheder bliver svært at se bygningen fra vejen - den er skjult af træer.
For at spare plads er en del af parkeringspladserne anbragt i et underjordisk parkeringshus i to etager. Hver etage har plads til 2.300 biler. Desuden skal der bygges et parkeringshus med 4.300 pladser over jorden.
Den såkaldte Apple Campus 2 skal bygges på et areal på 70 hektar, der tidligere har tilhørt Hewlett-Packard, og bygningen bliver på 260.129 kvadratmeter fordelt på fire etager.
Den britiske stjernearkitekt Norman Foster har tegnet bygningen. Der er plads til 13.000 medarbejdere.
Apple-hovedkvarteret har også sit eget fitness-center, et stort parkeringsanlæg og et kraftværk, der skal forsyne hele bygningen med energi. I den forbindelse lover Apple, at strømforsyningen bliver baseret på miljøvenlige energikilder.
Flere offentlige veje skal lægges om, og 3.400 træer skal fældes for at skaffe plads til bygningen, men der skal også plantes 6.000 nye træer. Midt i den runde bygning kommer et stort park-lignende areal, men der bliver ingen offentlig adgang til området.